Fortællinger

Interview med Frida Holmgaard Lindholt

Af Lotte Koch

Interview med Dagny Bredvig

Af Bodil Jensen og Lotte Koch

Brudstykker af en landsbypiges erindringer

Af Kathrine Nørgaard

Foreningen "FNIS"

Af Malene Holm Søgaard

Et Liv med købmandsvarer

Af Lisbeth Jacobsen

Tiden efter købmandslivet

Af Bodil Jensen

Helge Sander fortæller om Ørre filmen

Film af Benny Jeppesen

Et godt liv i et hjørne af udkants Danmark

Af W.Schreiber
Klik her
Gammel Karl

Af Dorthe Nors

Klik her
Dorthes hus

Af Dorthe Nors

Klik her

Livets gang i Nybro

Af Elin Frederiksen
Fra Nordsjælland til Sinding-Ørre
Af Bengt Schelde-Larsen

Nogle strøtanker og minder
Posten november 1994 (uddrag)
Tiden arbejder og bevæger sig hele tiden, selv om man forsøger at forholde sig i ro, og selv på kort tid lægger man mærke til, at tingene ændrer sig.
Da jeg for få år siden havde mit hjemsted i Ørre, hed sognene Ørre-Sinding – det kunne ganske simpelt ikke være anderledes. Ørre har helt fra oldtiden været hovedsognet, og når jeg i POSTEN ser, at der står Sinding-Ørre, vrider man sig en ekstra gang. Hvis jeg i artiklen her kommer til at skrive Ørre-Sinding i stedet for Sinding-Ørre, så er det bare gammel vane – en holden fast ved det gamle og ved det, der lyder bedst. Men det vigtigste er vel, at de to sogne – som fra fordum – bliver ved at stå og høre sammen.

Martin Bech (tidl. præst i Ørre-Sinding)


Sinding-Ørre området; en natur- og kulturressource, men også et sted at bo!

Posten februar 1999
Sinding-Ørre egnen er jo, som det vil være jer alle bekendt, et spændende område med mulighed for en masse forskellige oplevelser.
Kommunes interesse for området tog oprindeligt udgangspunkt i at kunne tilbyde Naturskolens brugere en række gode oplevelser.
Området har en spændende historie og en varieret natur, der på flere punkter har national interesse. Herning kommen vil derfor gerne udbrede kendskabet til området blandt kommunens egne borgere – og også gerne blandt tilrejsende. Betegnelsen Naturpark, som er blevet brugt om området, dækker alene over, at der er nogle sammenhængende naturtyper, som er fordelt på et meget stort areal.
Begrebet naturpark har været en nødvendig og forståelig arbejdstitel i forhold til en lang række myndigheder og fonde, når der har skullet søges støtte til de enkelte initiativer i området, der ofte kun har deres berettigelse i forhold til helheden. Betegnelsen Naturpark er ikke i denne forbindelse sammenlignelig med f.eks. Løveparker og Sommerlande.
For at samle nogle af trådene i det store fletværk af interesser, ideer og forpligtelser i området, har der i ca. et halvt års tid været nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe i Herning kommune, hvor der for nylig også er indtrådt 2 repræsentanter fra Borgerforeningen, Otto Pedersen og Poul Kristian Dam. Arbejdsgruppen skal forsøge at koordinere aktiviteter og tiltag i området samt samarbejde med borgere, politikere og myndigheder. Dette indlæg er f.eks. også et led i arbejdsgruppens arbejde med at informere jer, som bor i lokalområdet, om hvad kommunen foretager sig i området. Vi håber meget på at kunne skabe et godt og veloplyst samarbejdsklima mellem borgere og myndigheder.
Mange steder er naturen ikke let at færdes og finde rundt i, og nogle af seværdighederne er i ringe stand. Derfor arbejder kommunen på at lave nogle bedre cykle- og vandrestier i området og på at få sat flere og bedre skilte op, så besøgende holder sig til de tilladte ruter og områder. Stierne og ruternes forløb skal planlægges i samarbejde med lodsejere og borgerforeninger og på en måde så de ikke fører til gener for lokalbefolkningen.
Amt og kommune har allerede bevilget penge til udbedring og skiltning af en vandresti fra Sinding ud til kommuneplantagen mod vest. Arbejdet påbegyndes til foråret, og er muliggjort igennem velvillig indstilling fra de berørte lodsejere. I Sinding vil der ligeledes i foråret blive etableret adgang til Herningsholm Å, i forbindelse med en afgræsningsaftale, der er lavet på engen imellem parcelhusene på Nøvlingvej og åen.
Nogle af de seværdigheder, som kommunen har ansvar for, er blandt andet Helenes Hus på Ørre Hede, som er ved at blive restaureret indvendig her i vinter. Til sommer kommer så turen til det udvendige. Der vil blive opsat én eller anden form for oplysningstavler i huset, som kan fortælle om stedets historie og natur, det håber vi f.eks. at kunne samarbejde med Naturskolen om.
Kommunen har desuden brugsret til Missionshuset i Ørre, men ejer ikke selve grunden. Huset trænger i høj grad til istandsættelse, og nogle af pengene dertil er allerede fundet, mens andre beløb ikke kan udbetales under de nuværende forhold. Skov- og Naturstyrelsen har givet tilsagn om tilskud, men pengene kan kun udbetales til den, som ejer grunden. Herning kommune er derfor i gang med at undersøge mulighederne for opkøb. Der er ideer fremme om at stifte en selvejende institution, som skal stå for alle Naturparkens huse, hvilket vil sige Helenes Hus, Missionshuset og Nygård Gl. Skole.
Der er også planer om at starte et projekt op omkring kanosejlads på Storåen hele vejen fra Ørre og ud til Nissum Fjord. Kommunerne langs med strækningen har taget kontakt til amtet for at høre om mulighederne for at give tilladelse hertil, men før der igangsættes noget konkret, skal forskellige borgere og interesseorganisationer høres. Der skal bl.a. udpeges forskellige steder, hvorfra bådene kan sættes i vandet, evt. i forbindelse med en primitiv form for overnatningsplads uden videre faciliteter. Borgerforeningen vil løbende blive orienteret om projektet i løbet af 1999.
Heidi Milan Andreasen
Herning Kommune



Med agerhøns og harekillinger i baghaven

Posten november 1995
På en grøn bakketop i udkanten af Sinding by ligger to klynger nyopførte huse. De ligner parcelhuse; men har godt med plads omkring, og til hvert hus hører et gråt udhus med en blå port. Læseren har nok allerede gættet, at det drejer sig om hobbylandbrugene, og borgerforeningens udsendte medarbejder har været på besøg hos en af familierne for at få en snak om, hvordan det er at bo sådan et sted.
Helle Jensen og Ulf Zinn bor sammen med labrador-hanhunden Sejs i et af de huse, der ligger længst væk fra Sinding by. Fra deres køkkenvindue er der udsigt til de tre andre huse i klyngen, og fra stuen ser man udover den tilhørende mark, der er grøn som af nylig opkommet vintersæd. ”Det er hundegræs” fortæller Ulf, og jeg bilder mig ind at Sejs nikker tilfreds.
Den nye familie, der bliver forøget engang i december, flyttede ind i juli måned. De boede ellers i Odense; men da Ulf blev færdig som teknikumingeniør og fik arbejde i Holstebro, rykkede de teltpælene op. ”Hvorfor lige netop Sinding”, kan jeg ikke dy mig for at spørge, og har vel halvvejs håbet, at man også ovre på Fyn er bekendt med denne udmærkede landsby. Men det var nu ikke Sinding-Ørres fantastiske ry, der har gjort udslaget. Helle og Ulf var flyttet fra Odense til Vinderup, og boede til leje klods op af et trafikeret hovedstrøg, hvor lysekronen var ved at falde ned, hver gang der dørte en lastbil forbi. Så da Helles søster i Skibbild fortale om det nye byggeri, var de ikke sene til at kontakte Lejerbo.
Og de har ikke i side at flytte foreløbigt, for nok var det vanskeligt at rejse fra Odense, men begge har nu arbejde i Holstebro, og Sinding er tydeligt faldet i bedre jord end Vinderup.
Apropos jord må jeg selvfølgelig have rede på, hvad den ene tdl. med hundegræs skal bruges til. Ulf mener at et par får, der går og græsser udenfor, vil være en fornuftig investering og nemme at have med at gøre. ”Blot man er opmærksom på at vende dem, når de får lagt sig på ryggen”, har han hørt fra en fåreavler. Helle er nok med på ideen, men forudser problemerne med at slagte de dyr, hun har gået og kløet i panden. Så uden at genere det unge par, må jeg vist konkludere, at det ikke er en dybfølt interesse for landbruget, der har fået dem til at slå sig ned i den lille jordbrugskoloni.
Der er dog tydeligt ting ved mini-samfundet på bakken, der flader i smag. Ulf er jagtinteresseret og har allerede stiftet bekendtskab med Jagtforeningen. Når han fortæller om harekillingerne og flokkene med agerhøns, så er det imidlertid ikke mord, der lyser ud af øjnene på ham, men en ægte glæde ved at have naturen så tæt på. Dette med naturen er også noget Helle sætter pris på, men hun fremhæver samtidig fordelen ved, at mens hun til den ene side kun ser træer og græs, er der på den anden side af huset gadelys samt naboer, hun kan rende på besøg hos og få en sludder og en kop kaffe.
Parret giver i det hele taget udtryk for, at der allerede er et vist fællesskab mellem det lille samfunds naboer; men de har nu også været længere omkring, og deltog i byfestens lørdagsaften-arrangement. Helle fortæller, at hun endda vovede sig til banko i Forsamlingshuset; men hun måtte sande, at det var en videnskab for sig. Hun var ikke i besiddelse af de rette remedier og kunne heller ikke finde ud af at stille sig i de rigtige køer. Ikke engang en præmie fik hun med sig hjem, så det har hun ikke indladt sig på siden.
Udover at være imødekommende var den lille familie også særdeles tålmodig og ventede pænt, mens jeg fumlede med Formandens idiot-usikre kamera. Om der er kommet billeder ud af besværet vil tiden vise; men jeg drog i alt fald derfra med en fornemmelse af, at dem deroppe på bakketoppen nok skulle finde ud af det. Og hvem ved, om man ikke også kunne få en hjælpende hånd deroppe fra, når arbejdspresset truer med at tvinge foreningerne i knæ.
Lisbet Jacobsen



Oustrup Hedeslette og manden bag

Posten februar 1997
Under et besøg hos Poul Kier på Bindstowvej sættes Ørre Hede under lup. Hvordan startede det hele, og hvad med manden bag?
Kiersvej fortsætter, hvor Bindstowvej og heden hører op; men som sønnen Poul Kier bemærker, er dette lidt misvisende, for Oustrup Hedeslette startede jo netop i sin tid med Otte Kier. Udover vejnavnet angiver skiltet, at Kier var ingeniør og levede i perioden 1891-1974. For det var ham, der i 1942 købte Fælledgård op og året efter Sdr. Talund, hvorefter det de næste 26 år gik slag i slag med opkøb af omkring 20 større og mindre hedeprceller til den for os beskedne sum af 60 kr. pr. td. land. Mange af parcellerne tilhørte i øvrigt slet ikke lokale jordbrugere; men folk der boede så langt væk som Herning, og som havde et mindre stykke hede til gravning af tørv. Den sidst opkøbte ejendom, beliggende ved Røjen Bæk er siden blevet sat i stand og har gennem mange år været Poul Kiers fritidshus. Det er her jeg træffer ham, en regnfuld fredag i februar, hvor heden driver af væde og er lidet gæstmild.
Fra husets køkken ser man lige ud i naturen med de for området karakteristiske enebærtræer, som dog viser sig at være plantet af menneskehånd. Poul Kier fortæller, at det i sin tid var farens hensigt med opkøbet, at hele området skulle plantes til med træer; men det gik jo ikke helt sådan, og i stedet blev det fredet. Hvilket det er den dag i dag; men noget af jorden er blevet solgt fra til omkringboende bønder. Der er dog stadig 997 tdl. jord at gøre godt med, hvoraf ca. 80 tdl. er forpagtet ud til dyrkning; mens resten ligger der, som vi kender det, med hede, plantager og kratskove. Selve fredningen indebærer, at ejeren har fredskovspligt; dvs. skal bibeholde beplantningen. Mht. publikum kan de ikke færdes frit, men skal følge lovens bestemmelser jvf. de opsatte skilte, hvilket bl.a. indebærer, at de ikke må færdes på private veje i biler. Var heden ikke blevet opkøbt, siger Poul Kier, havde det hele nok ligget hen i kartofler og byg; men selv om nogle måske nok kan have lidt ondt af, at han alene disponerer over så stort et uopdyrket område, mener han nu alligevel, at naboerne kan være godt tilfredse med tingenes tilstand. For han sørger jo for, at vildtet kan hente føde og tilflugt, hvilket igen kommer mange til gode. Det er for resten også en del år siden, at en bestemt lokalpolitiker gjorde ham opmærksom på, at det var en skamplet for landet, at ikke hver tdl. jord var opdyrket…
Som man kan forvente, er det ikke uden problemer at skulle tage vare på så stort og særpræget et område. For før man ser sig om, springer heden i skov og lyngen kvæles af græs, ligesom luftforureningen er hård ved lungen. Afbrænding, afgræsning og fældning af selvsåede træer er derfor nødvendigt, men er samtidig kostbare og besværlige processer. Da der ingen penge er i træ, og der samtidig skal betales ejendomsskat af hver tdl., bliver der ikke den store plads til investeringer. Så Poul Kier erkender, at pasning og pleje ikke bliver i det omfang, som han egentlig finder ideelt. Den tilhørende ejendom Sdr. Talund ville han f.eks. gerne sælge fra med nogle tdl. jord til, og købere skorter det ikke på; men der er så mange problemer omkring bopælspligt og fraskilning af jord, at det er svært at realisere.
Jo vist er det besværligt at være jordbesidder på denne måde, og myndighederne er ind i mellem tunge at danse med; men det vidtstrakte hedeområde med dets dyre- og planteliv opvejer vanskelighederne og er tydeligt Poul Kiers hjertebarn. han er kommet her sammen med aren fra han var ung knægt, og har siden selv overtaget området. Som ingeniør har han ingen særlig uddannelse i hedepasning og forstbrug, men har pga. interesse samlet en hel del viden op. Og han holder godt øje med lyngen og vildtbestanden, ja selv hugormenes gøren og laden følger han nøje med i, selv om han har noget respekt for dem. Som jæger er han med til at gøre indhug i hedes krondyrbestand, selv om jagtentusiasmen er blevet mindre med årene, men det ærgrer ham voldsomt, når han mener at kunne konstatere krybskytteri. På samme måde er det ham en torn i øjet, når folk smider affald i området, skyder til måls efter skiltene med rifler eller går og graver nyplantede træer og orkideer op. Men, siger han, publikum er velkomne i området, og han står også til rådighed for naturinteresserede; de skal blot opføre sig ordentlig og udvis den nødvendige respekt for naturen. Og med et polisk glimt i øjet tilføjer han, at modsat faren kommer han aldrig nogen bestemt dag i ugen, men kan være der når som helt!
Meget har ændret sig med årene; dyr er der blevet færre af, og også lyngen er det gået tilbage for; men samtidig er der ingen tvivl om, at det bliver svært at skulle skille sig af med Oustrup Hedeslette. Som over 70-årig ser han dog i øjnene, at det bliver svært fortsat at skulle klare både tilsyn samt den lange vej hertil fra Århus, og familien deler ikke hans lidenskab, så salg er nok uundgåeligt. Blot har han ikke lyst til, at det skal ende som Herning kommunes forlystelsespark, som han ironisk udtrykker det.
Regnen er holdt op, da jeg forlader Å huset, og hist og her titter den blå himmel frem gennem skylaget. Før jeg tager afsked, er vi et smut omkring den lille høj mellem huset og bækken. Dér, placeret i græsset mellem høje enebærbuske, befinder sig 6-8 små tilhuggede granitsten, hver med inskription over en afdød jagthund. Som vidnesbyrd om et langt liv med jagt og hengivenhed overfor dyr.
Tilbage på Bindstowvej går det mod Ørre i meget adstadigt tempo pga. vejens vandfyldte huller. Og det er måske derfor, at jeg får øje på flokken med de 15 kronhjorte. Sådan et syn fylder én med ærbødighed og samtidig også en glæde over, at nogle har sans for at varetage den slags værdier.
Lisbet Jacobsen



Anders Fogh Rasmussen mod Ulrik Wilbek

Posten august 1998
Anders Fogh Rasmussen er bedst kendt som politiker og formand for partiet Venstre, og Ulrik Wilbek er bedst kendt som håndboldtræner og kommunalpolitiker i Viborg.
De mødtes på fodboldbanen på hvert sit hold. Det skete lørdag den 15. august (1998) i Sinding, hvor et hold sammensat af politikere fra Venstres folketingsgruppe mødte et forstærket Venstre-hold fra Herning Byråd med bl.a. Ulrik Wilbek.
Kampen afvikledes i anledning af, at Venstres folketingsgruppe holdt sit traditionelle sommergruppemøde i Ringkjøbing Amt d. 13. – 15. august.

Venstres folketingshold så således ud:
Preben Rudiengaard, Anders Mølgaard, Anders Fogh Rasmussen, Peter Hansen Nord, Jens Rohde, Jens Hald Madsen, Jens Viberg, Kim Andersen, Kristian Jensen (anfører), Jens Kirk og Bertel Haarder.

Venstres byrådshold havde følgende udseende:
Torben Nørregaard – borgmester i Videbæk, Ulrik Wilbek – Viborg, Kjeld Christensen – Herning, Helge Sander (anfører) – Herning, Lars Krarup – Herning, Ove Koch – Herning (Sindig), John Rohde – Kibæk, Carsten Kissmeyer – Ikast, Henning Lauridsen – Aulum-Haderup, Svend Blæsbjerg – borgmester i Trehøje, samt Harald Nielsen – forstærkning fra Frederikshavn.

Ulrik Wilbek kom først midt inde i kampen, han havde nemlig været en tur omkring Sinding ved Silkeborg først. Vore egne håndboldpiger har ellers flere gange spillet i Viborg, men det tidligere landstræner har åbenbart ikke rigtig bidt mærke i hvor talenterne kom fra.
Kampen blev overværet af en våd flok tilskuer med paraplyer, men de 300 tilskuer, som Jyllands Posten skrev om, var lidt svære at få øje på.
Efter sidste fløjt var stillingen 5-5, og det betød straffesparkskonkurrence med 3 skud til hvert hold. Anders Fogh Rasmussen brændte det første, og dermed var det afgjort, for der blev scoret på alle øvrige, så slutresultatet blev 8-7 til byrødderne.
En kamp der gav perspektiver, hvis man ellers kan drage paralleller mellem fodbold og politik, for så viste kampen, at vor egen Ove Koch godt kan komme i folketinget.
Jimmy Damgaard




Postbud Emeritus pr. 1. november 1996

Posten november 1996
Torsdag d. 31. oktober startede et nyt kapitel for Leif Vindelboe, postbud i Sinding gennem 40 år. Efter eget ønske overlod han pladsen til en kollega for at blive ”efterlønner”, han har hurtig tillagt sig den luksuriøse vane først at stå op kl. 7.00!!
Da jeg dukker op med blokken under armen, en tidlig lørdag formiddag (ifølge min egen vurdering), har Leif tydeligt nok været oppe længe. For bordet er dækket med nyhentet morgenbrød, der er tændt levende lys denne mørke novembermorgen, og værten er både morgenfrisk og veloplagt, så det fremgår klart, at det ikke er lykkedes at tage nogen på sengen her.
Eftersom anledningen til mit besøg har en hel del at gøre med hans lange og tro tjeneste som postbud, er det naturligt at starte med at slå fast, hvordan det hele startede. Egentlig hang det sådan sammen, at Leif oprindeligt ville være købmand. Som bekendt gik de planer i vasken, hvilket skyldtes det lokale postbud fra hjemegnen ved Vildbjerg. han talte nemlig så begejstret om sit job, at det blev bestemmende for Leif Vindelboes videre skæbne; i alt fald hvad den erhvervsmæssige karriere og flytningen til Sinding angår.
Den gamle Vildbjerg-post havde rigtigt manipuleret med den 16 år gamle knægt; men resultatet var nok slet ikke så dumt. I alt fald havde Leif udtrykt sig på sin afskedsreception således, at hvis han i dag stod foran at skulle vælge sin livsstilling, ville han nu nok foretage det samme valg.
På en måde karakteriserer netop dette udsagn interviewpersonen så rammende. Han virker nemlig præcis så behagelig og samvittighedsfuld, som man kan forlange det af den lokale post. Men det siger også noget om, at vi her har en person, der lægger sin sjæl i det, han nu en gang har givet sig i kast med her i levet og ikke spilder tiden med at fortryde og beklage.
Om hvervet som post går der jo så mange myter, og jeg kan ikke dy mig for at afprøve deres sandhedsværdi. Det med at læse folks postkort har Leif nu aldrig følt sig fristet til; men, forklarer han, når man nu er kommet til folk gennem mange år, lærer man jo efterhånden de forskellige slags håndskrifter at kende. Så kan det jo være nærliggende at glæde sig lidt på folks vegne, når man kan se, at der nu igen kommer brev fra et af børnene. Mere problematisk har kombinationen af postbude og hunde ord for at være, og ved at citere postmesterens udsagn om, at hunde er og bliver rovdyr, får Leif på sin egen diplomatiske facon udtrykt, at der engang imellem kan være noget om snakken.
I næste omgang kan jeg godt tænke mig at få en forklaring på, hvordan det hænger sammen, at det altid er telefonsvareren og aldrig Leif selv, der tager telefonen; også selv om han faktisk er holdt op med at arbejde. Svaret er entydigt: ”Bob!!”
Der er han da også uden tvivl både bagmanden og formanden. På en sindrig tavle føres pointene for de 62 aktives indbyrdes kampe, og siden starten i 89 har denne hobbyudøvelse grebet mere og mere om sig. Flere er hele tiden kommet til, og der spilles kampe med udenbys hold. Ejsing har en lignende rolle, som svenskerne indtager overfor det danske fodboldlandshold, og alle sejl sættes til, for at det på et eller andet tidspunkt skal lykkedes at få gjort kål på hovedmodstanderen. Bobsuccesen er dog tilsyneladende ikke steget Leif til hovedet, for det er først og fremmest et socialt spil, understreger han, som spilles for sjov og for samværets skyld. Sådan ønsker han tydeligt nok at fastholde formen.
Samværet med andre og fællesskabsfølelsen er i det hele taget betydningsfulde elementer i dagligdagen og vil utvivlsomt være det fremover. For Amerikanergrunden skal se ordentlig ud, og det brug er Leif med i et sjak, der varetager landsbyens rekreative område. De er også nogle stykker, der trofast holder øje med Ikast’s placering indenfor fodbold; (også selv om det nu bare er 1. division). Indimellem bliver der tid til at spille badminton i gymnastiksalen, og hvis sportshungeren stadig ikke er blevet stillet, må der suppleres med fjernsynssport. Egentlig skulle man ikke tro, der bliver tid til så meget andet; men det skal der være. For han vil gerne ud at se sig om, og den jævnlige kontakt med naboer og venner i Sinding er det også vigtigt at tage vare på. Så det er i grunden ikke så sært, at man ofte er nødt til at nøjes med telefonsvareren.
Leif Vindelboe har taget den store beslutning at gå på efterløn og afslutte det kapitel, der i vore dage hedder den erhvervsaktive alder. Det har ikke været uden vemod; men sidste vinter gjorde udslaget, for den var en grim udfordring for helbredet. Nu starter en ny æra, og der er ingen tvivl om, at den også vil blive til glæde for både ham selv og andre. Han er nemlig i besiddelse af et sjældent positivt og favnende menneskesyn, som givet vi er en del af hans personlighed. Man får dog også en tydelig fornemmelse af, at det i dette tilfælde handler om egne indhøstede erfaringer. Erfaringer gående på det at være menneske og medmenneske på godt og ondt, og som her har givet en særlig dyb indsigt i livets tildragelser.
Lisbet Jacobsen


1 kommentar:

  1. Er der nogen der kan huske noget om Sinding-banen?


    http://www.speedwaylife.com/index.php?cID=sinding

    SvarSlet

Her er der plads til din anekdote, historie, mening eller kommentar,
vi vil blive glad for den.
Skriv gerne dit navn også.

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.