søndag den 16. december 2012

Brudstykker af en landsbypiges erindringer


Af Kathrine Nørgaard



I sidste uge fik jeg dette billede i en mms fra min gode Sinding Skole-veninde, Laila. Hun skrev: ”Look what the cat dragged in. Er ved at rydde op på loftet. Det kommer til at tage tid!” Laila får mig altid til at smile – hvis ikke skraldgrine. Denne mms var igen undtagelse. Og derudover sendte den mine tanker tilbage…

Vi var lige startet i 1. kl. Vi var ti elever i min 1. kl. Hvor hyggelig har folkeskolen lov at være?! Fire drenge og seks piger. Vi havde Wagn til dansk og Anny til matematik. Hvor heldig har man lov at være?! Jeg tror ikke, jeg er særligt go’ til at huske oplevelser og episoder fra min barndom. I hvert fald ikke i forhold til min tvillingesøster, Kirsten. Jeg kan mest huske stemninger – hvordan jeg følte oplevelserne. Jeg har altid haft svært ved at fastholde fakta. Men jeg kan godt huske noget…

Jeg kan huske, at Wagn lærte os at synge ”Op al den ting, som Gud har gjort” og ”Abraham sad i Mamrelund” i kristendom i 1. eller 2. klasse. Jeg kan dem stadig udenad. Ikke fordi Wagn praktiserede undervisning fra den sorte skole og stod klar med tørre tæsk, hvis ikke vi kunne versene udenad. Jeg kan bare huske, at han sagde, at vi sang fantastisk godt – hvilket helt afgjort primært var Lailas fortjeneste. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at han virkelig mente det. Jeg kunne vildt godt li’ Wagn. Især når han læste historier højt. Kastelotternes sang fik tiden til at gå fuldstændig i stå. Jeg håbede altid, at klokken havde det på samme måde og derfor glemte at ringe.

Jeg kan også huske, at jeg engang havde glemt at lave matematiklektier. Det var opgave 41 og 42, vi havde for. Anny blev ikke så sur, som jeg frygtede. Men jeg kan huske, hvordan mit hjerte stod stille, da jeg slog op i hæftet og så, at jeg ikke var nået længere end til at skrive ”41” som overskrift. Av! I øvrigt kunne jeg også smadder godt li’ Anny. Især når hun kom rullende med klaveret i musiktimerne. Det var lykke i mit barndommens land.

Så er banen kridtet op: Jeg kan huske lidt om, hvad jeg følte og tænkte – og ikke så meget fakta. Derfor har jeg været nødt til at snakke lidt med Wagn for her at kunne skabe en nogen lunde sammenhæng mellem min hukommelses brudstykker af erindringer om gumlinger, en katastrofalt talentløs syerske og en tidlig morgen på heden…

Vi var som sagt lige startet i 1. klasse. August 1989. Ørre Forsamlingshus og Missionshuset Nazareth i Nybro havde begge 100 års jubilæum. Det skulle markeres og fejres, så vi skulle på rakkerlejr på heden ved Blicher-stenen. Det var det første store samarbejde mellem Skolen og Hvepsereden – alle skulle med! Projektet startede med en emneuge. Wagn læste Niels Jensens ”Rakkertøsen” højt, vi filtede små figurer, og vi fik besøg af en vaskeægte rakker. Det troede jeg i hvert fald indtil i forgårs, hvor jeg snakkede med Wagn. Det var slet ikke en ægte rakker! Det var derimod Malte Dalsgaard fra Kroghøj, der altså optrådte så livagtigt og troværdigt, at han i hvert fald overbeviste mig om, at rakkere stadig fandtes. Til forsvaret af mit seks år gamle jeg nævner Wagn, at Malte er lidt af en rakker-guro – han kendte rakkere, havde arbejdet meget med emnet og var derfor hidkaldt. Han viste os blandt andet, hvordan man lavede ”gumlinger” – små godbidder. Han tyggede lidt rugbrød og spyttede det så ud igen på et fad i en lille høj klump, for sådan gjorde rakkerne, sagde han. Så var der lidt guf til senere. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det da var enormt ulækkert, og at den opførsel ikke var gået hjemme ved min mor.

I emneugen skulle vi også sy vores egen rakkerdragt med dertilhørende bylt til vores madpakke. Fru Lyngs, som cirka netop var gået på pension, var indkaldt som ekstra assistance. Den sy-oplevelse skulle ende med at forfølge mig ind til videre til 2012 – og takket være Laila og alle de andre sikkert også helt til mine dages ende… Vi skulle i gang med rakkerdragterne. Kjoler var det vel nærmest. Fru Lyngs gav mig to stykker sækkelærred, som var klippet ens ud i kjoleform og bad mig sy dem sammen rundt i kanten. Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på – satte mig ved symaskinen og fræsede derudaf. Da jeg var færdig, viste jeg ikke uden stolthed Fru Lyngs resultatet. Min begejstring blev ikke gengældt! Fru Lyngs lignede en, der ikke troede sine egne øjne. Forbavselse er en underdrivelse af dimensioner. På en måde forstår jeg hende godt. Jeg havde syet kjolen sammen – HELE vejen rundt. Jeg havde ikke ladet hals, ærme-ender og bund få fred. Jeg tror ikke, jeg helt havde fattet, at det var en kjole/en dragt, jeg var ved at lave. Hun slog en stor skvalder op, og så fik jeg ellers lært, hvordan man bruger en opsprætter. Måske I nu kan gætte, hvilken stikpille jeg har udeladt i mit citat af Lailas sms…

Det blev fredag eftermiddag, og vi drog af sted i bus mod heden ved Blicher-stenen, hvor vi skulle være på rakkerlejr til om lørdagen. Forældre havde leveret bagage og telte, før vi ankom. Jeg kan ikke huske ret meget af det, vi lavede – udover at Jens Simonsen kom og dansede ”rakkerdans” med os. Vi sang med på njemar njemar njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar, sovljetski soldatski, njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar. Hvorfor tekst og melodi satte sig fast og sidder der endnu – det ved jeg faktisk ikke helt. Men jeg syntes, det var sjovt. Lærerne og pædagogerne lavede også underholdning. Jeg kan huske, at jeg den aften ikke savnede min mor så meget, som man kunne ha’ frygtet.

Morgenen var kølig, og corn flakes’ene smagte anderledes end derhjemme. Vi var stået farligt tidligt op – kl. fem skyder Wagn på. Nu skulle vi gå over heden mod den gamle kirkesti, som vores små børnefødder skulle (gen)indvie. Kirkestien var blevet reetableret og broen genopbygget, så man igen kunne gå fra Kragsnapvej til Ørre Kirke. Formanden for kulturudvalget havde en festtale klar, og der var dækket op i forsamlingshuset. En festdag ventede forenden af Kirkestien sammen med en bunke forventningsfulde forældre og mange andre med tilknytning til området.

Hvepseredens børn blev kørt til Kirkestiens start ved Kragsnapvej, men skolebørnene gik i mindre grupper over heden – de korteste ben først. Det betød, at vi var det første hold til at krydse heden sammen med børnehaveklassen, deres Birte og vores Wagn. Jeg kan huske, at det var stemningsfyldt. Og at jeg glædede mig, fordi jeg vidste, at min mor og far stod for enden af Kirkestien sammen med alle de andre forældre. Men jeg tror godt, jeg allerede dengang kunne fornemme, at der særligt for de voksne var tale om en af de der oplevelser, der ville printe sig umanerligt godt og grundigt fast på nethinden som enestående og uforglemmelig. Solen stod op, som vi krydsede den smukke hede. Lyngen var hvid af edderkoppespind, som var fyldt med dug. Det var magi og nostalgi. Det var en enestående oplevelse af natur og fællesskab. Jeg tror, det var et af de øjeblikke, hvor livet føles langt større, end et menneske nogen sinde vil kunne forstå. Og samtidigt uendeligt smukt og uendeligt ligetil…

I hvert fald var der noget enormt hjertegribende og livsbekræftende ved den gåtur over heden den tidlige sommermorgen i august 1989. Jeg tror først, jeg helt har forstået, hvor enestående en oplevelse det var, efterhånden som jeg er blevet ældre. Bodil får den dag i dag tårer i øjnene, når hun taler om det, ligesom mange andre må lægge øjenkroge til lignende tårer eller arme til gåsehud. Det er om muligt smukkere end selve den morgen – måden, den lever videre på, fordi den lever i og mellem os…





1 kommentar:

  1. flot skrevet, vi kom først til Sinding/Ørre 6 år efter, men har tit set billeder derfra og tænkt hvad mon de lavede, jeg forestillede mig noget i denne retning, men dejligt med en så levende fortælling.

    SvarSlet

Her er der plads til din anekdote, historie, mening eller kommentar,
vi vil blive glad for den.
Skriv gerne dit navn også.

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.