søndag den 4. november 2012

Fra Nordsjælland til Sinding-Ørre i Midtjylland



         
Af Bengt Schelde-Larsen
Efter kraftig opfordring fra ”Landsbygruppen” under Borgerforeningen, vil jeg her forsøge at beskrive, hvad der bragte mig til Sinding engang for snart 30 år siden.
Underligt nok gik henvendelsen på en tilflytters oplevelser, og det undrede mig meget, at jeg kom i den kategori, for det er mange år siden, jeg betragtede mig som sådan én. Nok om det.
 Mit navn er Bengt Schelde-Larsen og bosat i Sinding. Jeg er født i 1955 og opvokset i Nordsjælland nærmere bestemt Menighedshuset midt i Hørsholm by.
Da tidspunktet for min afgang fra ”reden” begyndte at nærme sig, opstod der et ønske om at komme ud, hvor der var lidt mere plads og natur omkring mig. Drømmen var at finde et lille sted med lidt jord til. Dernæst at blive gældfri og uafhængig så hurtigt som muligt, så det blev muligt at skrue levefoden ned på absolut minimum.
Det var en mærkelig oplevelse, jeg stod med i en alder af 21 år, for jeg følte mig allerede færdig med hele den udvendige, materielle side af livet, og det var noget helt andet, jeg søgte. Derfor skulle de livsnødvendige vilkår holdes på et absolut minimum, så jeg ikke var tvunget til at tjene mere end ca.30.000 kr. om året, og det mente jeg nok skulle kunne lade sig gøre uden de store problemer.
 Den øvrige tid skulle bruges på at skabe et lille paradis for dyr og planter på mit lille stykke jord. Jeg var med det samme klar over, at prisen på sådan et sted i Nordsjælland ville gøre det til en lang proces at blive gældfri, så efter noget søgning faldt jeg over en annonce i Herning Folkeblad på et gammelt hus med ca. 15.000 m2 jord, og en pris, der - efter de forhold jeg kom fra - var meget billigt. Huset var i en tilstand, som gjorde, at jeg med god samvittighed kunne rive det ned og bygge nyt. Jorden var også meget jomfruelig, så jeg kunne starte helt fra bunden med det hele.
Nu stod jeg så i en alder af 22 år og var blevet husejer. Foreløbig blev jeg på Sjælland, og jeg gik i gang med at tegne det hus, som jeg ønskede at bygge samtidig med, at jeg sparede op til byggeriet.
Så endelig i foråret 1980 tog jeg springet og flyttede til Sinding for at bygge mig et nyt hus og et nyt liv.
Min uddannelse er inden for elektronikbranchen, og det havde været min hobby siden syvende klasse i Folkeskolen. Målet var da også at blive ingeniør, men jeg nåede aldrig at gøre det færdigt, inden ”fjederen” sprang inde i mig. I stedet fik jeg sammenlagt 8 år som assistent for en ingeniør på udviklingsafdelingen i en af vores største elektronikfabrikker på Sjælland.
Det var derfor et meget stort spring pludselig at stå ude i Guds fri natur hver dag med masser af plads omkring mig og højt til himlen. Samtidig fik jeg brugt min fysik på en helt anden måde end hidtil, så det resulterede nærmest i, at sommeren 1980 gik hen og resulterede i en veritabel genfødsel. Hverken mere eller mindre.
 En af de ting, som overraskede mig en del i starten, var, at folk var meget nysgerrige efter at finde ud af, hvad det var for en fyr, der var kommet til byen og så helt fra Sjælland, og samtidig at han kunne finde på at bygge et 0-energihus i træ midt på den jyske hede.
Det bevirkede, at der var mange, der lige skulle have lagt deres weekendgåtur ned forbi mig, for at se hvordan det forløb, og derved kom jeg meget hurtigt i snak med en del af sognets beboere.
Ydermere var man også så ”flinke” at vælge mig ind i den lokale Borgerforenings bestyrelse med en del arrangementer og bankospil til følge, så i løbet af relativ kort tid var jeg vævet ind i det lokale netværk. Denne nysgerrighed, fandt jeg hurtigt ud af, er en af de kvaliteter, som er meget værdifuld i sådan et lille samfund. Det bevirker blandt andet, at de historier, man sommetider hører om - at folk kan ligge død i deres lejlighed i flere uger, inden der er nogen, der opdager det - ikke kan finde sted her.
Årene gik med forskellige småjobs. Daglejer ved landbruget, rengøringsassistent på skolen, slamsugerkørsel ved det lokale biogasanlæg, voksenstøtte for en elev på skolen, vikartimer i Hvepsereden samt endelig postbud på en rute i Sinding og nordlige opland.
Er der noget, der er godt til at bringe én i tæt kontakt med det lokale område, så er det et postjob. I hvert fald efter det gamle system. I de fem år, hvor jeg kørte post, skete der vist ikke meget i Sinding, som jeg ikke var klar over, og det gav også et rigtigt godt indblik i alle familieforholdene rundt omkring i området.
 Der var engang nogen, der for sjov skyld ville prøve mig af. De sendte et feriekort hjem udelukkende adresseret til et hundenavn i Sinding og så et fornavn, som afsender. Det voldte mig ikke de store problemer at finde den rette adresse.
Efterhånden som besparelserne væltede ind over postvæsenet, blev der mindre og mindre tid til det sociale i jobbet, og derved forsvandt kontakten og fornemmelsen også.
 De første år holdt jeg stædigt fast i, at jeg ikke havde brug for mere plads, men det gik langsomt op for mig, at jeg i grunden brugte meget psykisk energi på at forsvare min minimalistiske livsstil og derved netop opnåede det modsatte af det, jeg havde håbet på.
Til sidst gav jeg slip på principperne med det resultat, at jeg i dag står med 240 m2 under tag i stedet for de 50 m2, der var den oprindelige plan. Det har man også i al gemytlighed drillet mig en del med siden.  Jeg har dog holdt fast i det oprindelige princip med ikke at stifte gæld og det har givet en kolossal frihed. Jeg skal ærligt vedgå, at havde det været med i planerne fra starten af, at det kunne gå sådan, havde jeg nok valgt at gribe det an på en anden måde. Det havde unægteligt været nemmere at vedligeholde en bygning frem for fire, som det har udviklet sig til i dag.
 Da jeg forlod mit job, og dermed fag, på Sjælland, var det ikke meningen, at jeg skulle tænke mere over det. For det første følte jeg, at der skulle en helt ny start til, og for det andet vidste jeg, at man ikke skulle være væk fra det fag (elektronikken) ret længe, før end man var uhjælpeligt tabt. Der gik også nogle år, hvor jeg ikke rørte ved det overhovedet, men jeg havde i en periode job som rengøringsassistent på vores lokale skole, og det skete ofte, at børnene spurgte om et eller andet, når de sad og arbejdede med computerne.  Jeg fik en fornemmelse af, at her var vist et eller andet, der måtte tages hånd om, inden jeg var hægtet helt af. Jeg fik fat i en gammel brugt computer til at starte med, og det har så udviklet sig voldsomt siden.
 En af de ting jeg bl.a. har været involveret i igennem årene er indsamling af effekter til at sende til primært Rumænien og Ukraine. Det startede med kørestole, som jeg fik hjem på værkstedet, hvor de blev gået igennem, repareret og pakket. Det er blevet til flere hundrede hen over årene. Senere tog jeg brugt computerudstyr ind, som fik samme behandling. Jeg nåede aldrig at få en chaufførplads på en af transporterne, og det skyldes nok en nervøsitet for, at oplevelsen ville blive for voldsom.
I dag er jeg på 6. år beskæftiget som pædagogmedhjælper i en børnehave i Herning. Her går jeg hver eftermiddag og har opsyn med et større kælderområde og et stort sløjdværksted, hvor børnene både har mulighed for at slå et søm i en pind, tegne, male samt lege med ler. Derudover har jeg ansvar for at holde husets IT-udstyr kørende og være hotline for det øvrige personale. Endelig er det også min opgave at udfylde rollen som pedel med alt, hvad det indebærer af småopgaver rundt omkring i huset og på legepladsen.
Udover mit job som pædagogmedhjælper har jeg lidt selvstændig virksomhed som klaverstemmer, lidt småentrepriser i lokalområdet samt mit værksted, hvor jeg i kraft af både drejebænk, fræser, svejseværk m.m., er i stand til at løse mange forskellige opgaver for mine omgivelser.
 I kraft af, at mit job flyttede væk fra lokalområdet, blev kontakten også væsentlig mindre, men jeg hjælper stadig til ved det lokale bankospil, og i Idrætsforeningen deltager jeg hver vinter i den lokale bobturnering samt mødes med en anden halvgammel Sindingbo omkring legen med den lille plastikbold også kaldet bordtennis.
Dette var en gennemgang af en stor del af mit såkaldte ”udvendige” liv.

Sideløbende hermed har jeg været igennem en stor indre proces. Det har bl.a. indeholdt kurser i selvudvikling, astrologi og healing samt en forfærdelig masse tanker om livets dybere mening, og hvad min plads i livet egentlig gik ud på. Det har til tider været en intensiv proces, men jeg føler, det har givet en god ballast.

 I de seneste år har jeg brugt meget tid på at følge med i den alternative strøm af information, der findes på internettet. Efter min bedste overbevisning, så står Jorden og Menneskeheden over for den største forvandlingsproces nogensinde. Det bedste billede på denne forvandling er larven, der forpupper sig og bliver til en sommerfugl.
Det vi ser i øjeblikket rundt omkring i verden med opbrud i gamle strukturer og turbulens både klimatisk og socialt, virker som fødselsveer. Hvad der venter på den anden side, tror jeg, overstiger selv vores vildeste fantasier. Ting som fri energi, ingen forurening, ingen sygdom, velstand til alle, kontakt med civilisationer udefra samt fred over hele Jorden er bare noget af det, jeg tror, der venter lige om hjørnet.
Jeg tør ikke spå om nogen tidsplan, men ifølge meget af den information, der er tilgængelig, så er det vidt fremskredet på det åndelige plan, og det mangler at trænge helt ned på det fysiske plan.
Jeg er helt på det rene med, at de fleste nok vil ryste på hovedet og mene, at det er ren utopi, og det vil jeg heller ikke afvise, men informationsstrømmen på internettet og min egen intuition siger, at der er stor sandsynlighed for, at det kommer til at ske snart.
 Dette var en kort gennemgang af mit liv som ”tilflytter” til Sinding/Ørre området, og selv om det ikke indeholdt noget svar på, hvorfor det lige netop blev her, jeg slog mig ned, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt min beslutning der tilbage i 1978, da jeg købte stedet her. Hvad fremtiden kommer til at indeholde, ved jeg ikke, men mine rødder rækker langt ned i jorden her på stedet, og så ser jeg ellers, hvad der kommer.
Bengt Schelde-Larsen, Sinding,
27. oktober 2012
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Her er der plads til din anekdote, historie, mening eller kommentar,
vi vil blive glad for den.
Skriv gerne dit navn også.

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.