søndag den 25. november 2012

"En jawn mand fra Sinding"



Hvis du skulle få lyst til synge med på omkvædet:

"A er glå ve a er en jawn mand fra Sinding,
det er her, hvo originaler de har fred.
Her står æ tempo et så hyw i tænding
et hywer end, de flest kan være med."


"Hedens Sønner"
Benny Jeppesen, Kurt Nielsen og Carl Evald Jensen 
Sinding Forsamlingshus 2002

På to hjul i Kommuneskoven...

T

Tag med på en tur gennem Kommuneskoven, på Sindings nye mountainbikebane.
Film af Jacob Pilgård.

fredag den 23. november 2012

Mountainbikebane i Sinding


Allerede klokken 8 lørdag morgen, var der aktivitet i skoven i Sinding.
Gennem snart et år har der været planer om en mountainbike bane i Sinding, og efter de sidste tilladelser var på plads var initiativtagerne ikke sene til at komme i gang. Herning kommune har gennem længere tid været på udkig efter omgivelser der kunne rumme en mountainbike bane. Og da lokale kræfter sendte ansøgning af sted om muligheden for at lave den i Sinding blev projektet taget godt imod.
Invitationen til at hjælpe var sendt vidt omkring, og der var mange der troppede op for at støtte projektet. Hele formiddagen blev der arbejdet med skovle og river, motorsave og buskryddere. Hjælpende hænder sørgede for servering af kaffe og friskbagte boller, suppe og senere på dagen kage og kaffe igen. Dagen blev afsluttet med en fyraftens øl sponsoreret af Per P cykler i Snejbjerg.
Der er blevet lavet en fantastisk rute på omkring 4 kilometer. Vi har gjort os umage for at lægge ruten så den ikke kommer til at genere skovens øvrige brugere. Ruten er således, stort set, lagt på andre steder end de gængse stier og veje. Turen er teknisk temmelig vanskelig, men enormt sjov med stejle bakker, skarpe sving og andre vanskelige udfordringer som får pulsen helt i top. Skovbundens mos gør, at den lige nu er meget blød og krævende at køre på, men så meget desto sjovere.
Og der er ingen tvivl om at banen vil blive brugt. Allerede klokken 10 søndag morgen var der mountainbikere både fra Aulum, Vildbjerg og Sinding på banen. Så til alle jer med lyst til udfordringer og hang til ”lavt dæktryk”: Op af sofaen og ud på cyklen, den her bane er værd at køre efter. Alle er velkomne til at komme og prøve kræfter med den nye bane, som tilmed ligger i uventet smukke omgivelser. Kig også efter en annonce senere på Året. Vi håber på at kunne holde indvielse af banen i december eller januar.
Og til alle skovens øvrige brugere. Tag endelig et kig på banen, måske kunne I få lyst til at prøve kræfter med cykel og natur.
En stor tak til alle jer der hjalp med til at få  banen realiseret. Flot at I kom fra både Aulum og Vildbjerg. Det er dejligt at vi kan stå sammen om sådanne projekter.
Tak til Herning kommune for at have blik for, at dette sted var det perfekte til at lave en bane, og dermed tilgodese tilbuddene i yderområderne.

Skrevet af Jane Boelskifte

onsdag den 21. november 2012

Et liv med købmandsvarer


Interview fra Posten april 1996.

I 31 år har Tage og Sonja Lauritsens tilværelse været tæt forbundet med at forsyne Sinding og omegns indbyggere med dagligvarer. Det har været et frugtbart liv, men også en hård tørn. Borgerforeningens udsendte medarbejder har talt med dem om, hvordan det er at være købmand i et lille samfund; på godt og ondt.

Dronningen og Tage har fødselsdag på samme dag; men det er Tage, der kom først! Og han gør gerne opmærksom på  alle de hejste flag, fortæller han, da vi kommer ind på den forestående 60 års dag. Vi taler naturligvis også om, hvad der i øvrigt er sket i hans liv, og her kommer vi ikke udenom Sonja. De to mødtes til et bryllup i Fårbæk ved Karup, hvor deres mission egentlig var at sørge for bryllupsgæsterne; men samtidig klarede de også  at få melet deres egen kage, for det endte med giftermål, og det er blevet til et handlekraftigt ægteskab i bogstaveligste forstand.

De startede i Gimsing ved Struer, hvor Tage var brugskommis; men så fandt de på at bestyre en butik i Kolding i en periode. Tilbage i det midtjyske begyndte Tage at køre med is, og efter lidt flytten rundt fik de ved et tilfælde øje på fodermesterboligen til Sindinggård, som Kongens Foged netop havde tømt for beboere. Dette var i juli 1964, og da de et års tid senere atter fik trang til at flytte på sig, var det blot et par hundrede meter hen ad vejen til deres nuværende bolig. Først boede de til leje; men efter 2 års uenighed med ejeren om prisen, gav han sig, og Tage og Sonja blev husejere i 1967 for 60.000 kr. Tage smiler tilfreds ved tanken, og man behøver ikke at være den store menneskekender for at kunne forstå, at stædighed og en vis påholdenhed har været vigtige ingredienser for at klare sig som selvstændig.

Et brødudsalg på 15 m2 lyder ikke af meget; men til gengæld var der åbent dagligt og det ofte til sent ud på  aftenen, hvor Sonja langede brødvarer over disken, efterhånden med hjælp fra børnene. Men det må åbenbart også have skortet på pladsen, for i 69 blev der udvidet og butiksarealet næsten fordoblet. Samtidig blev sortimentet udvidet, der blev anskaffet en fryser, og da mejeriet lukkede, begyndte de at sælge mælk.

Nok var Tage i disse år travlt beskæftiget med at sælge kager en gros, og nok var det både børn og brødudsalg på  hjemmefronten; men der har åbenbart alligevel været overskud til at holde øje med nabogrunden på hjørnet, hvor kommunens fattighus/kommunekontor lå. På det tidspunkt kom Sinding kommune under Herning, Sparekassen SDS ville hellere end gerne afhænde deres filial, og der var nu kun en beboer tilbage. Da slog Tage og Sonja til trods adskillige advarsler. for der var flere købmænd i byen allerede, både købmand Hansen i Købmandsgården ved siden af mejeriet og Buch Larsen overfor.

De købte deres nuværende butik i 1975, Gamle Søren blev genhuset i en god kommunal lejlighed, og så kunne ombygningen påbegyndes. Et lille års tid senere flyttede de ind ved siden af i den nye købmandsbutik, og tillod sig endda den luksus fremover at holde fri om søndagen.

Ferie og fritid er i denne forbindelse et kapitel for sig selv, men ikke noget langt kapitel. Det kan bedst beskrives med Sonjas ord: ”Vi plejer at tage af sted med campingvognen i Pinsen, for der har vi 2 sammenhængende fridage.” Jeg må lige spørge en ekstra gang for at få bekræftet, at sommerhalvårets længste ferie for de to faktisk har været begrænset til pinsehelligdagene.

Nej, der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes hårdt for at få det til at hænge sammen, og parret er nu nået dertil, hvor de har sat hus og forretning til salg for at kunne nyde deres otium, mens de endnu har kræfter til det. Sonja glæder sig til at hellige sig porcelænsmalingen, og Tage skal i gang med fiskeriet og ålerusen, og hvem ved om han ikke kan lokkes til at genoptage hvervet som bankoopråber i ny og næ. Her ser jeg en chance og forsøger at hyre Sonja som bankomedhjælper for Borgerforeningen, men det kan jeg nu godt spare mig. De skal jo også nå at se alt det af Danmark, som de hidtil har forsømt, så der bliver ikke for megen tid.

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om en ny ejer også kan tjene til en families udkomme. ”Det kan godt lade sig gøre,” siger Tage, ”især hvis ægtefællen har lidt indtægt ved siden af i starten.” Der bliver ikke sat beløb på; og heller ikke på salgsprisen. Tage fortæller, at fremfor en høj pris, er det vigtigere at få solgt huset og forretningen til én, der har interesse og forudsætninger for at drive den videre. Lejes ud skal det imidlertid ikke, så vil de hellere blive boende og evt. bruge forretningen som domicil for en ældre Volvo 544.
Det vil være passende at afslutte samtalen med at få ”Den gamle Sinding-Købmands” bud på butikkens fremtid; men den slags er Tage ikke så meget for at blande sig i. Han mener dog alligevel, at det er vigtigt at gå forsigtigt frem. Nok skal man følge med; men efterfølgeren skal passe på ikke at brække halsen på for store investeringer. Forholdet til forsamlingshuset er vigtigt, mens fleksibilitet er afgørende. ”Og hvad med os borgere,” spørger jeg lidt naivt, ”hvad skal vi gøre for at beholde købmanden?” Købmandsparret understreger nødvendigheden af, at det omliggende samfund bakker op og ikke blot køber den liter mælk, de har glemt i BILKA.

Jeg vidste det jo udmærket godt i forvejen, og vi ved det alle sammen. At vi er nødt til at handle hos vores købmand for at beholde ham, og at det for de allerfleste af os vil være et stort tab at skulle miste byens sidste butik. Sammenhængen er logisk, og vi kan selv vælge!

Lisbeth Jacobsen

Tiden efter købmandslivet

Tage og hans hustru, Sonja stoppede med købmandsforretningen i Sinding i august 1996 efter 31 år.
Deres hensigt var nu, at de ville ud at rejse og se sig omkring. I tiden med købmandsforretningen plejede de at være af sted med campingvognen i pinsedagene, hvor der var to sammenhængende fridage.
Først i april 1997 tog de en ferietur til Holland, hvor de blandt andet oplevede de farvestrålende tulipan-marker og meget mere.
Sonja havde det rimeligt godt på denne ferie, men de var dog begge klar over, at der var ét eller andet galt.
Efter hjemkomsten blev Sonja mere og mere træt, og kort tid efter ferien i Holland, blev Sonja indlagt på sygehuset, hvor hun sov ind efter en uges svær sygdomsproces.
Turen til Holland blev den ferierejse, de nåede sammen, men det har for Tage været et godt og dejligt minde sammen med Sonja som noget af det sidste inden, hun døde.
Den svære tid efter
Tage fortæller, at det kom til at gå ud over huset, da han skulle have noget at rive i efter Sonjas død.
Tage fortæller, at han blandt andet afsyrede alle de indvendige døre i huset og et langbord og bænke blev afsyret. Bordet og bænkene er i dag en del af inventaret i ”Kroket-Huset”.
Med Tages opfindsomhed og iderigdom blev brønden tømt for gamle murbrokker og gravet dybere, så der igen var mulighed for at pumpe vand op. Der blev plantet blomster i krukker, så det blev til en lille oase i haven.
Flytning til ét af ”Mejeri-husene”
Der var påbegyndt opførelse af 8 andelsboliger på den gamle mejerigrund i Sinding. Tage gik hver dag om og kiggede på, hvordan byggeriet skred frem.
Efterhånden som byggeriet tog mere og mere form, tænkte Tage, at det da godt kunne være en af de boliger, han skulle flytte i.
Byggeriet var handicapvenligt udformet, og Tage syntes, det tegnede godt, uden trapper, dørtrin og lignende - det kunne da blive alle tiders.
Der blev indkaldt til møde om andelsboligerne på mejerigrunden, og Tage og tre mere viste interesse for at købe én af boligerne.
Bygherren spurgte Tage, hvor han så skulle bo. Tage svarede: ”Ah-ja tag det nu roligt, men hvis jeg skal herom, ”høj a nær så”, så skal jeg have den nederste af de fem, med udsigt over engen og det hele”.
Jo længere byggeriet skred frem, blev Tage mere og mere forlibt i at flytte derom, og da han skulle
sige til eller fra, tog han chancen, selv om han ikke havde fået solgt huset og forretningen.

Tage fik flyttet de ting, som han kunne og ville have med i den nye bolig, og da Tage skiftede
ejendomsmægler, blev huset og forretningen også solgt.
Det er nu 5 år siden, Tage flyttede ind i ét af ”Mejeri-husene”, og han har gennem alle årene været
vicevært. Tage klarer græsslåning, snerydning, renholdelse af flisearealer på fællesarealerne.

Han har ligeledes opgraderet og forskønnet arealet omkring det gamle mejeri med blomsterbed,
hvor der er forskellige blomster i løbet af foråret, sommeren og sensommeren.


Tage fik den nederste af de fem andelsboliger, og hver dag nyder han udsigten og det hele!

Fritiden

Tage begyndte at spille bob vinteren efter, han stoppede med købmandsforretningen.  ”Det er en
sport, hvor vi har det hyggeligt med hinanden”.
Der har gennem tiden været deltagere fra 14 til 90 år. Denne sæson er der 23 makkerpar samt
et par stykker, der udelukkende spiller singel-kampe. Det er en turnering gennem vinteren på over
2000 kampe.

Tage fortæller, at det var helt fantastisk, at bobspillet rykkede i den lille del af hallen for 2 år siden i
stedet for, som tidligere i et par klasseværelser og gangen i skolen. ”Det er meget nemmere
opstillings- og oprydningsmæssigt, ikke mindst, da Bengt, ”alt muligmanden”, fremstillede vogne,
hvor alle bob-borde, stativer med videre kan være på”.

Tage har også spillet kroket gennem mange år, hvilket der er gået en masse tid med. Tage fortæller:
”Vi spiller i turnering, og vi er til stævner, ”høj a nær så”, og det der egentlig er sjovest, det er, når
vi er på Rømø Strand. At spille nede på stranden, det er meget specielt. Kuglerne render jo som om,
det var på en asfaltvej ”ka´en sej”.

Tage har en del pokaler og andre fine præmier stående fremme, og han fortæller, at der i 2010 var to
hold, der blev landsmestre, og i år er der to hold, der med alle 10 kampe vundet, blev landsmestre.

”Det er flot af så lille en klub at få flere landsmestre”, tilkendegiver Tage. Kroketspillerne har
bygget et nyt hus, som blev indviet den 8. maj 2012. Tage har sammen med en stor del af de andre
kroketfolk brugt mange timer på opførelsen af ”Kroket Huset”. Som vartegn på taget af ”Kroket-
Huset” er opstillet en kroket-vogn, som Tage for mange år siden byggede op på en cykeltrailer.

Ferier, campingliv og Dagny
Tage er i korte bukser og kortærmet skjorte den dag, jeg besøger ham.  Han fortæller, at han plejer
at skulle i det, så snart solen begynder at skinne om foråret. I år var det dog først sidst i april eller
måske nærmere først i maj måned inden, det var vejr til sommertøjet.

Tage er ude det meste af tiden, når det er godt vejr, så kan han ikke sidde inde i en stol, og som
Tage siger, bliver man solbrændt, når bare man er ude.

Den første sommer alene, tog Tage på ferie med et busselskab til Bornholm, og den efterfølgende
sommer tog han på en bustur til Schweiz.

Her mødte Tage Dagny, og som Tage siger: ”Det er mange gange sådan, at par søger sammen, og
singler søger sammen, så  der kom jeg til at kende Dagny.”

Dagny og Tage blev enige om, at de kunne kontakte hinanden en gang imellem, når de var her
hjemme, og de har nu været sammen mere eller mindre siden den gang. Tage og Dagny tog igen en
ferietur til Schweiz det kommende år.

Dernæst blev det Norge, der var deres ferieland. De kørte op langs kysten, og de overnattede på
vandrehjem og i hytter. Tage fortæller om det at køre i Norge: ”Det var op og ned ud og ind. Der
kunne man ikke køre som, man ville”. ”Men efter den første dag kørte vi ind på en større vej, så fik
bilen lige luft lidt. Så  stod der 70 km/t, så 60 km/t, og så lod jeg bilen løbe farten af – det var ned ad
en bakke og rundt i et sving til højre. Der var fire biler foran, og så da vi kom rundt der, så stod der
3-4 politibetjente og vinkede os ind alle sammen. Det sjove var, at det var fire forskellige nationer,
der holdt der”.

Politibetjenten bad Tage vise pas, hvilket Tage tænkte, var noget mærkeligt, men han fandt passet
frem og gav det til politibetjenten. Betjenten rystede på hovedet og sagde, at det var ”køre-passet”,
han skulle se. At vise ham kørekortet, var der i sagens natur også mere logik i. Politibetjenten
udskrev en bøde, som han gav til Tage med ordene: ”Ja jeg ved godt, vi er dyre med bøder
heroppe”. Bøden lød på 1600 eller 1800 norske kroner. Dagny forevigede oplevelsen ved at tage et
billede af Tage og betjenten, og Tage fortæller, at Dagny og han faktisk havde det sjovt med det.

Dagen før Dagny og Tage skulle hjem, talte de, hvor mange norske penge, de havde, og der var nok
til at betale bøden inden hjemturen fra Norge. Så var den sag ude af verden.



Ja, det er dyrt at køre for hurtigt i Norge!
Sidste år var Dagny og Tage på bustur til Nordkap for at se Midnatssolen. På turen op gennem
Norge var den eneste ulempe, at det kun var to gange, de overnattede på samme hotel, men det gik
fint alligevel, tilkendegiver Tage.

Da de nåede i nærheden af bestemmelsesstedet, hvor de skulle se midnatssolen, var det ikke så klart
vejr. Guiden og chaufføren vidste, at der var en mulighed for at køre et stykke længere op, hvor det
også var muligt at se midnatssolen. Tage fortæller: ”Så kom vi derud ved midnatstid, og det var alle
tiders. ”Solen, den stod lige så fint. Vi gik nede på stranden og nød det. Ja, mellem midnat og
klokken et om natten. Der var en golfbane i nærheden, og de gik jo og spillede golf – det bliver jo
aldrig mørkt deroppe, så  der gik de. Jamen det var en oplevelse!”

”Derefter kørtes videre mod Nordkap, men det forlød, at det regnede og skyerne hang langt nede.
Turen fortsatte, da der også var nogle andre ting at opleve på ”toppen” så som et museum. Der var
nok 16 – 18 kilometers kørsel, og det var efterhånden så tåget, at det var svært at se at køre. Men 5
minutter før toppen var nået, så blev det fint solskin”. Det betød, at Dagny og Tage oplevede
midnatssolen to gange, både fra stranden og ovenover skyerne og tågen. Efter nogle
timer gik turen tilbage mod hotellet, men oplevelserne var ikke forbi endnu, da der pludselig var 6-7
rener i siden af vejen.

Der blev et stop i en lille landsby, hvor der kom en ren gående ind i byen. En mand gik over til den
med en spand vand, som renen drak af, hvorefter den gik lidt rundt. Tage og nogle stykker mere
ville se, hvor tæt de kunne komme til renen, og de var så tæt på, at de kunne røre ved den, så tam
var den blevet.

Nu var ferien i Norge ved at lakke mod enden. Flyet, som skulle bringe feriegæsterne tilbage til
Danmark, var forsinket. Guiden og chaufføren besluttede, at de kunne køre en lille tur ind i
Finland, hvor der ud over køreturen også ”faldt noget mad af”. En meget spændende og
oplevelsesrig ferietur var det.

I år har Dagny og Tage ikke været i udlandet på ferie. Derimod har de været af sted 4-5 gange med
campingvognen. Den længste tur gik til Fyn videre til Lolland-Falster og Sjælland.

Sidst i august måned var de i Torsminde, og da var det rigtig godt vejr. De købte friske
rødspætter og skrubber, og som Tage sagde: ”Skrubber det er dem, de fanger inde i fjorden, men
rødspætterne er ude fra havet – det er fisk, der smager”.

Børn og børnebørn
Inga bor her i Sinding og er dagplejer. Hun og hendes mand, Johannes har tre børn, hvoraf Ulrik er
Den yngste på 15 år. Den ældste Diana læser i Århus, og Anita, den mellemste går i 2. klasse på
gymnasiet. Jan bor i Tjørring og er flymekaniker i Karup, hvor han passer helikoptere. Han er gift
med Ann-Iren. Hendes datter bor og læser i Århus.

Kim bor i Haderup og har arbejdet ved en entreprenør en del år. Han har ligeledes kørt bus og
lastbil. Han er gift med Charlotte. De har to piger Josefine på 8 år og Caroline på 3 år.

På mit spørgsmål om, hvad Tage tænker fremad, svarer han: ” Jeg ved ikke ” høj a nær så”.  Jeg
tager én dag af gangen, og jeg håber, at jeg stadig kan blive ved at passe området her. Man er jo
ikke 25 år længere”.

Interviewer Bodil Jensen

lørdag den 17. november 2012

Et godt liv i et hjørne af udkants Danmark

Af W. Schreiber, Ørre

Født og opvokset og uddannet som journalist i den spændende havneby Frederikshavn - porten til hele Norden – rekrut i Flyvevåbnet  i det summende København og sergent i to år i vidunderlige Skagen og på Flådestationen og Bangsbofortet i Frederikshavn. Derefter sportsjournalist og bosat i Herning, hvor jeg aldrig før havde sat mine ben, og hvor mit klare mål var, allerede inden jeg havde set byen, at her ville jeg højst blive i tre måneder, indtil jeg fandt et job et andet sted i landet. Men tilværelsen former sig ikke altid, som man selv regner med – man finder lykken i sit job, får gode venner og føler sig i det hele taget ganske vel tilpas - og nu er jeg så en 73 år gammel pensionist, som i hele 41 år til december – har boet her ude i Tosmosen på den mørke jyske alhede - uden for lands lov og ret, som venner og familie rundt omkring i landet ofte ynder at betegne udstedet her i Ørre.

Lad mig straks slå fast, at jeg umuligt kan tælle, hvor mange gange jeg har sagt til folk, at her har jeg nydt at bo i over halvdelen af mit liv – og med meget kraftigt eftertryk har konkluderet, at her vil jeg blive boende i resten af mit liv…!!!

Udkant med livsindhold


Man har bedt mig om at filosofere lidt over, hvad pokker der får én til at slå sig ned i sådan et tilsyneladende kedeligt hjørne af det efterhånden vidt berømte udkants Danmark. Jeg vil her godt lige anføre, at jeg for en halv snes år siden lavede et erindringshæfte til mine børn og familie og venner. Hæftets forsidebillede var mit barndomshjem på en lille sidevej i Frederikshavn, og jeg betitlede det absolut ikke udkants Danmark men tværtimod: Her fra min verden går…

Dermed har jeg vel allerede slået fast, at uanset udkant eller ej så har livet for mig mere med indhold end med udkant at gøre…

Det var på Fandens fødselsdag – den 11. december 1971 – jeg overtog min dejlige trelængede gård her ude i Tosmosen. Jeg købte den af Ejnar og Ingrid Sander. Kvinder har jo tit meget nemmere ved at komme til tingene, og det demonstrerede min dejlige forlovede Valborg – også kaldet Valle - to-tre uger senere, da hun giftede sig til gården. Jeg var dog uendeligt lykkelig over, at vi blev viet, for dels var hun et vidunderligt menneske – dels var det ret så nødvendigt, at hun med sin sygeplejerske løn kunne hjælpe til med at klare terminerne. Vi havde et meget lykkeligt ægteskab. Valle, der døde af kræft for 13 år siden, nåede kun lige at blive 50 år. Hun var fra Husby, så vi syntes, det var meget passende at slå os ned her lige midt imellem hendes elskede Husby ude ved Vestkysten og min lidt mere idyllyske og knap så vilde østkyst.  

Lige her i min lille stue, hvor jeg sidder og skriver på min computer, har sønnen på gården haft sit værelse – ham kender I vist godt – Helge Sander, og det var ham, der midt-sidst i 1960´erne trak linien ind til mig på Herning Folkeblad. Helge var en ualmindelig kvik knægt, der som 13-14 årig skrev det ene læserbrev efter det andet til Folkebladet om både den politiske situation inde på Christiansborg og om tiden, der nu måtte være inde til at hente de professionelle fodboldspillere i udlandet hjem til landsholdet. Jeg havde spurgt min redaktør, om ikke jeg kunne få en skoleelev ansat til at hjælpe mig hver søndag med at ringe fodboldresultater hjem fra serierækkerne. Her var Helge et oplagt emne, så det var et job, vi nemt kunne blive enige om.

Jeg hentede Helge søndagen efter for at få ham med til fodbold i Ikast, og vi blev straks fine venner. Vi var jo fælles om vores interesse og viden om fodbold og remsede altid holdopstillinger og gamle fodboldresultater op for hinanden – både fra divisions- og seriehold fra hele landet.

Jeg var også meget ivrig sportsfisker og var flere gange om ugen ude og fiske i Herning-egnens åer eller ude ved havet, så derfor var det jo den rene svir at komme til at kende folkene på sådan en gård ved Ørre, hvor der var eng ned langs med Storåen. Jeg var tit forbi med min fiskestang, og som regel havde Ingrid også en god bid mad klar, inden turen hjem til mit værelse i Herning. At Storåen var der, var naturligvis et afgørende plus for mig, da jeg et par år efter købte gården.

Mit landmandsliv

Man kan så spørge, hvordan en bybo som mig kan finde på at havne helt her ude på landet. Men dels var der fra min vej i udkanten af Frederikshavn ikke længere ud i landlivet, end at jeg imellem husene kunne kigge ud på markerne, Og dels elskede jeg alle mine sommerferier på min onkels gård nede ved Grenå, hvor jeg, fra jeg var cirka syv år, fik lov til at hente køerne hjem tidlig morgen nede fra kanalen – og hjælpe med til at malke dem i stalden og meget andet.

Det betød så, at da jeg pludseligt sad her ude på min egen bondegård med 50 tønder land rundt om – ja – da havde jeg jo hele landmandsuddannelsen i orden. Det mente jeg i hvert fald, men gør mig lige den tjeneste ikke at spørge mine naboer. De vil uden tvivl stikke jer et smøret grin og fortælle løs og takke mig for glimrende underholdning, efter at jeg havde indkøbt både køer og kalve og får og adskillige andre dyr.

De første dyr, jeg havde ud over hunde og katte, var en lille flok får, som jeg købte ovre hos Hildegard og Knut Oesterhelt på deres vidunderlige gård ”Lille Bredvig”, som mange kender fra besøg under sommerens ”Åbne haver”.

Får er jo nogle nemme og skikkelige dyr, så jeg begyndte straks at gøre mig til gode venner med de to får, der gik sammen med en skikkelig vædder. Troede jeg da – men da jeg gik tæt forbi vædderen og havde ståltrådshegnet på min venstre side, fik jeg øjeblikkeligt et chok! Pludseligt befandt jeg mig nemlig hængende højt oppe i luften med kurs over på den anden side af hegnet. For pokker da en kolossal forskrækkelse, jeg fik der, og der gik lige en stund, inden jeg fik sundet mig og kom til hægterne igen. Og da stod vædderen roligt og græssede på den anden side af hegnet. Den dag i dag kan jeg stadig spekulere på, hvordan pokker sådan et dyr helt uden videre bare kan smide mig højt op i luften og hen over et hegn…

Siden den gang – i starten af 1970érne – har jeg hele tiden haft får, og jeg har vænnet mig til væddere – selv om jeg absolut ikke altid har været gode venner med dem. Især ikke med de små vædderlam, som jeg selv har opdrættet, for sjovt nok – når man går til daglig og kæler for sådan nogle små søde fyre, så skal man sandelig passe ekstra på ikke at vende bagsiden til, for man tror, at de er dejligt tamme – men jeg kan garantere for, at de pludseligt kan slå en proper pandebrask, så det kan gøre ondt omme bag i…

Da jeg imponerede min nabo

Køer har jeg også haft – inspireret af vore naboer, Stinne og Jens ”Gartner”. Dem var vi utroligt glade for, og ikke mindst vores børn -  Lise og Jeppe - har haft masser af skønne timer sammen med dem. Stinne kunne godt virke lidt barsk, men hun havde et hjerte af guld – og så kunne hun en masse spændende historier fra gamle dage…

Jens havde ammekøer gående nede i engen, og det skulle jeg selvfølgelig også ha´. Jeg startede med en lille kalv, som den kendte, hyggelige handelsmand Knud Østergaard i Aulum fandt til mig – omhyggeligt udvalgt med alle de farver på, som jeg havde ønsket mig.

Det udviklede sig til en ret stor flok på en efterhånden 17-18 dyr – takket været Jens ”Gartners” store, flotte Hereford tyr, der gik sammen med vore dyr nede i engen hele sommeren. Jens gav mig oven i købet lov til at have tyren stående og fodre den hele vinteren her hjemme i min stald. Det var jeg meget taknemmelig for, for jeg var stolt som en pave over at kunne vise den frem, når vi havde gæster.

Men bestanden voksede, og det samme gjorde min stolthed – om end mine naboer syntes, at jeg drev mit kvægbrug noget usædvanligt. De spurgte mig altid: hvorfor pokker sælger du dyrene fra den dårlige ende og ikke fra den gode ende…??? Mine først indkøbte dyr var vist rent ud sagt noget skrawl, men besætningen blev bedre og bedre takket været Jenses´ flotte hereford tyr

- Jo, forklarede jeg: De første dyr jeg fik, de er nu så søde, at dem nænner jeg da ikke og sælge…!!!

Men efterhånden var der så meget kvæg, at stalden blev helt fyldt, da dyrene blev hentet ind en efterårsdag. Det var en lørdag eftermiddag, og da fik jeg endelig imponeret Jens ”Gartner”. Han havde trommet hele sin familie sammen en lørdag eftermiddag, og så jagtede de løs i lang tid, inden det lykkedes dem at få samling på alle hans dyr. Men jeg tog blot en spand fyldt med korn og stillede mig ud foran ladeporten – så råbte jeg ”kom så hjem” og slog løs på spanden – og straks væltede mine16-18 dyr nærmest over hinanden for at komme først op til min spand og dermed lige ind i min stald!

Men det var altså en lørdag eftermiddag. Jeg nød også at gå og nusse om dyrene inde i stalden hele søndagen. Men da det blev mandag, og jeg skulle tidligt op for at morgenfodre og bagefter ind for at blive vasket og ha´ rent tøj på, så jeg kunne tage på arbejde som journalist, syntes jeg godt nok ikke, at det var så sjovt mere. Så der gik ikke så længe, før stalden var tom – og siden har jeg kun hygget mig med en lille flok får oppe i haven. Her har jeg i alle årene haft en superdygtig rådgiver i Poul Erik Nyborg fra Vildbjerg, der både med sine får og sit limousine-kvæg har høstet talrige præmier på såvel lokale dyrskuer som amts- og landsskuer.

Vi har altid haft dejlige, flinke og hjælpsomme naboer. Til den anden side havde vi Anna og Viggo, og fra deres store maskinstation har der altid lydt så megen larm, at jeg en gang foreslog min kone, at vi vist lige så godt kunne flytte ind ved siden af Jyske Dragonregiments kaserne. Når maskinstationen en tidlig morgen rykker ud med alle dens drabelige maskiner, lyder det, som når dragonerne i Holstebro samler alle deres soldater og kampvogne til efterårsmanøvre. Men det har nu både været et spændende og hyggeligt naboskab, og her var der samtidig meget belejligt også børn at lege med for vores unger.

Om end bette Kim, der nu driver maskinstationen, allerede som 6-årig havde lagt legetøjet fra sig til fordel for de store traktorer, som han nok så flot kom kørende på, selv om han måtte skynde sig ned fra førersædet, hver gang han skulle ned og trampe på koblingen. Joh – flot så det ud, når hele den lange kolonne kom kørende med Viggo i spidsen og med bette Kim til aller sidst – på vej til dagens dont rundt om på de mange hundreder hektar land, der skulle harves og pløjes og høstes, og hvad ved jeg.

Da jeg vendte alle mine løg

Jeg har fortalt om mine dyr, men jeg er naturligvis også en garvet planteavler. Mine forgængere – Ejnar og Ingrid – havde blandt andet en god lille indtægt i at dyrke løg, og da jeg en dag fandt en masse af deres løg liggende i nogle kasser nede i min kartoffelkælder, ville jeg forsøge at gøre dem kunsten efter. Jeg brugte en hel formiddag til at lægge løgene på et ganske stort stykke op imod vejen. Så kom jeg i tanke om, at en landmand selvfølgelig altid skal ha´ en middagslur, så jeg gik ind og lagde mig på sofaen.

Pludseligt spærrede jeg øjnene op på vid gab – helt chokeret: Lå de løg nu også korrekt??? Havde jeg nu vendt dem alle sammen rigtigt – eller hvad??? Jeg læste bøger og kiggede billeder – og ærlig talt – det så ud til, at jeg havde sat dem alle sammen, så de vendte lige modsat – som om, jeg havde planlagt, at de skulle vokse ned ad i stedet for op ad. Jeg stormede ud igen og op på marken – og så brugte jeg hele eftermiddagen til at vende op og ned på det hele igen og dermed gøre skaden god igen. Siden har jeg dog hørt, at det var lidt unødvendigt – planterne skal nok selv finde op ad at komme op i varmen og sollyset. Men oplevelsen var stærkt medvirkende til, at jeg fandt ud af, at jeg vist manglede en hel del i den der landmandsuddannelse, som jeg troede, min onkel gav mig, da jeg var de der 8-10…

Men livet på landet er jo ikke bare det at gå rundt og nyde naturen, hvilket jeg ellers kan garantere for, at jeg har gjort i fuldt mål. Jeg var egentlig lidt træt af Midtjylland, da jeg kom til egnen, for alle de der ulideligt kedelige firkanter – marker omgivet af læhegn – var jo egentlig voldsomt triste at se på. Sådan umiddelbart, men man finder jo hurtigt ud af, at der er kræs for øjnene i næsten alle træer og hegn, hver lille hyggelige sti, hvert stille hede stykke, hver en bølgende kornmark, den brusende Storå o.s.v., o.s.v. Joh – jeg elsker at rejse ud og se verden – men sjovt nok kan jeg altså heller ikke få nok af vort vidunderlige lille land.Og så er der jo alle de menneskelige aspekter ved livet på landet og i landsbyerne. Ikke blot det gode naboskab men også samhørigheden med sin egn og sin lille by med alt det, som det indebærer. Ikke mindst for børnene, som involveres personligt allerede fra skolestart og længe ofte før via de gode fritidsaktiviteter. Og så er der også straks plads til vi voksne – næsten uanset, om man selv lægger billet ind på det. Der er jo et stort og bugnende kulturelt tilbud – måske ikke med de helt store kunstneriske udfoldelser – lad blot de større byer tage sig af dem – men her kan vi til gengæld byde på fælles engagement og nærvær i en grad, som kan være svær at opnå i store byer.

I sådanne små samfund er der jo ofte nøglepersoner, som fører an i det offentlige liv. Her var Otto Pedersen i adskillige årtier den flittige frontfigur ikke blot i Ørre men også i Sinding. Han gik gerne i spidsen for et nyt initiativ og sparkede også gerne til alle andre, som kunne tænkes at ville give deres bidrag til at få egnens organisatoriske liv til at fungere.
Vi kerer os om hinanden

Min kone var således aktiv i mange år i både menighedsråd og skolenævn, og jeg har haft en halv snes spændende år i ledelsen af Ørre Forsamlingshus plus givet nogle små nap med hist og pist.

Op igennem 1980´erne var vi tre tilflyttere – Thorbjørn Erichsen, Allan Christensen og undertegnede – der arbejdede sammen med mange af ”de indfødte” om at holde Ørre Forsamlingshus i god stand – det vil sige, at vi malede vægge og lofter, moderniserede toiletter og andre rum, gjorde rent og serverede, når vi havde forskellige begivenheder. Og for at skaffe penge holdt vi en bunke arrangementer i årenes løb.

Ikke mindst sangaftenerne var en stor succes, hvor vi bød på både underholdning, konkurrencer, masser af fællessang plus et dejligt kaffebord, som vore koner leverede skønt hjemmebag til. Det var store aftener, hvor forsamlingshuset var fyldt til bristepunktet – hvor børnene sad hele vejen rundt oppe på vindueskarmene, og hvor der var en herlig, fortættet og varm atmosfære.

Blandingen af tilflyttere og ”indfødte” synes jeg er god – også selv om det har taget mig mange år at finde ud af, hvem der er i familie med hvem. Jeg har mange gange fået et velrettet spark under bordet fra min kone ved sammenkomster og fester i forsamlingshuset, når jeg vovede mig for langt ud i en snak med en sidemand, som jeg ikke var klar over var en fætter eller en onkel til min nabo, der sad lige overfor. Men det er jo også noget af det, der er med til at fremme underholdningsværdien her i dejlige udkants Danmark…

Et udkantsområde – det er her, hvor sladderen trives - efter nogles mening. Men man kan jo også sige, at nej – det er ikke sladder – det er tværtimod her, vi kerer os om hinanden…

Sch. 

Schreiber - her ikke som journalist men som ivrig kvægavler. - Jeg elsker dyr, siger han. Men vær´ lige rar og lad være med at spørge mine naboer om mine landmandskvaliteter...