fredag den 28. december 2012

Jubilæumsfesten 1. September 2012


Skrevet af Kathrine Nørgaard

”Mennesker mødes tilfældigvis, hvor
vejene krydses, og hjerterne slår…”

Sådan synger Lars Lilholt. Hvis jeg husker rigtigt, er det en landsstævnesang. Den handler om, at man skal gribe de chancer, man får, for sådan – og måske endda kun sådan kan man finde begejstringens rige. Det var vi mange, der gjorde den første dag i september i år, da Sinding Skole, Hvepsereden og Hallen fejrede henholdsvis 50, 25 og 10 års jubilæum. Vi greb en chance, der blev serveret for os – og jeg tror, jeg taler på cirka alles vegne, når jeg siger, at vi fandt et stykke af begejstringens rige…
Dagen startede i skolegården med lidt at spise og drikke kl. cirka eftermiddag. Der var hyggesnak på kryds og tværs og i massevis. ”Nej, er det ikke…!?” ”Kan du huske dengang…!?” ”Det er godt nok længe siden…!” ”Go’daw, Wagn – kan du huske mig?” Og det kunne Wagn! Hvis ikke prompte så efter et øjebliks betænkningstid eller et lille hint. Eller med hjælp fra sin Birthe. Imponerende…
Efter fine taler og lykønskninger kunne vi trisse ind på skolen og se på billeder fra de gode, gamle dage. Særligt konfirmationsbillederne, som kørte som dias på en tv-skærm, vakte stor jubel. Meget spændende med sådan en veltilrettelagt trip down memory lane.

Så kom den store finale: Fest i hallen! Go’ mad, go’ musik og mere go’ snak om den der fælles fortid såvel som tiden derfra til nu.
Det var en helt igennem særlig og enestående oplevelse at være under samme himmel og samme tag med så mange mennesker, som man har en fælles fortid sammen med. Eller i hvert fald en fælles skole med. Meget har forandret sig siden dengang. Skolen har forandret sig, vi har forandret os, tiden har forandret sig... Men der var en stærk følelse af fællesskab i luften. Vores veje krydsedes denne septemberdag – tilfældigvis der, hvor vores hjerter slog og slår. Det var magisk. Og da jeg i ægte folkeskolestil cyklede hjem til bondegården på en af Fars gamle cykler med noget så autentisk som en dymanolygte, var jeg overbevist om, at

”… livet går videre, men aldrig som før
– det er op til os selv, hvad vi gør – og tør!”

Natten var (modsat dynamoen) uendeligt stille, og det støvregnede. Jeg havde (gen)fundet et stykke af begejstringens land. Et stykke lykke. Jeg bestemte mig straks for at passe godt på det – gemme det et sikkert sted. Hvem ved, hvornår man igen får serveret sådan en chance – sådan et stykke lykke…!?
Det er mit held, at jeg greb den chance – den mulighed, som jubilæumsfesten var. En mulighed for at gense og genopleve gamle kendinge og svundne dage. Jeg tror, vi der var med allerede glæder os til næste jubilæum! Det kan I andre i øvrigt også roligt gøre…
Tusind tak for en vidunderlig dag og aften!

søndag den 16. december 2012

Brudstykker af en landsbypiges erindringer


Af Kathrine Nørgaard



I sidste uge fik jeg dette billede i en mms fra min gode Sinding Skole-veninde, Laila. Hun skrev: ”Look what the cat dragged in. Er ved at rydde op på loftet. Det kommer til at tage tid!” Laila får mig altid til at smile – hvis ikke skraldgrine. Denne mms var igen undtagelse. Og derudover sendte den mine tanker tilbage…

Vi var lige startet i 1. kl. Vi var ti elever i min 1. kl. Hvor hyggelig har folkeskolen lov at være?! Fire drenge og seks piger. Vi havde Wagn til dansk og Anny til matematik. Hvor heldig har man lov at være?! Jeg tror ikke, jeg er særligt go’ til at huske oplevelser og episoder fra min barndom. I hvert fald ikke i forhold til min tvillingesøster, Kirsten. Jeg kan mest huske stemninger – hvordan jeg følte oplevelserne. Jeg har altid haft svært ved at fastholde fakta. Men jeg kan godt huske noget…

Jeg kan huske, at Wagn lærte os at synge ”Op al den ting, som Gud har gjort” og ”Abraham sad i Mamrelund” i kristendom i 1. eller 2. klasse. Jeg kan dem stadig udenad. Ikke fordi Wagn praktiserede undervisning fra den sorte skole og stod klar med tørre tæsk, hvis ikke vi kunne versene udenad. Jeg kan bare huske, at han sagde, at vi sang fantastisk godt – hvilket helt afgjort primært var Lailas fortjeneste. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at han virkelig mente det. Jeg kunne vildt godt li’ Wagn. Især når han læste historier højt. Kastelotternes sang fik tiden til at gå fuldstændig i stå. Jeg håbede altid, at klokken havde det på samme måde og derfor glemte at ringe.

Jeg kan også huske, at jeg engang havde glemt at lave matematiklektier. Det var opgave 41 og 42, vi havde for. Anny blev ikke så sur, som jeg frygtede. Men jeg kan huske, hvordan mit hjerte stod stille, da jeg slog op i hæftet og så, at jeg ikke var nået længere end til at skrive ”41” som overskrift. Av! I øvrigt kunne jeg også smadder godt li’ Anny. Især når hun kom rullende med klaveret i musiktimerne. Det var lykke i mit barndommens land.

Så er banen kridtet op: Jeg kan huske lidt om, hvad jeg følte og tænkte – og ikke så meget fakta. Derfor har jeg været nødt til at snakke lidt med Wagn for her at kunne skabe en nogen lunde sammenhæng mellem min hukommelses brudstykker af erindringer om gumlinger, en katastrofalt talentløs syerske og en tidlig morgen på heden…

Vi var som sagt lige startet i 1. klasse. August 1989. Ørre Forsamlingshus og Missionshuset Nazareth i Nybro havde begge 100 års jubilæum. Det skulle markeres og fejres, så vi skulle på rakkerlejr på heden ved Blicher-stenen. Det var det første store samarbejde mellem Skolen og Hvepsereden – alle skulle med! Projektet startede med en emneuge. Wagn læste Niels Jensens ”Rakkertøsen” højt, vi filtede små figurer, og vi fik besøg af en vaskeægte rakker. Det troede jeg i hvert fald indtil i forgårs, hvor jeg snakkede med Wagn. Det var slet ikke en ægte rakker! Det var derimod Malte Dalsgaard fra Kroghøj, der altså optrådte så livagtigt og troværdigt, at han i hvert fald overbeviste mig om, at rakkere stadig fandtes. Til forsvaret af mit seks år gamle jeg nævner Wagn, at Malte er lidt af en rakker-guro – han kendte rakkere, havde arbejdet meget med emnet og var derfor hidkaldt. Han viste os blandt andet, hvordan man lavede ”gumlinger” – små godbidder. Han tyggede lidt rugbrød og spyttede det så ud igen på et fad i en lille høj klump, for sådan gjorde rakkerne, sagde han. Så var der lidt guf til senere. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det da var enormt ulækkert, og at den opførsel ikke var gået hjemme ved min mor.

I emneugen skulle vi også sy vores egen rakkerdragt med dertilhørende bylt til vores madpakke. Fru Lyngs, som cirka netop var gået på pension, var indkaldt som ekstra assistance. Den sy-oplevelse skulle ende med at forfølge mig ind til videre til 2012 – og takket være Laila og alle de andre sikkert også helt til mine dages ende… Vi skulle i gang med rakkerdragterne. Kjoler var det vel nærmest. Fru Lyngs gav mig to stykker sækkelærred, som var klippet ens ud i kjoleform og bad mig sy dem sammen rundt i kanten. Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på – satte mig ved symaskinen og fræsede derudaf. Da jeg var færdig, viste jeg ikke uden stolthed Fru Lyngs resultatet. Min begejstring blev ikke gengældt! Fru Lyngs lignede en, der ikke troede sine egne øjne. Forbavselse er en underdrivelse af dimensioner. På en måde forstår jeg hende godt. Jeg havde syet kjolen sammen – HELE vejen rundt. Jeg havde ikke ladet hals, ærme-ender og bund få fred. Jeg tror ikke, jeg helt havde fattet, at det var en kjole/en dragt, jeg var ved at lave. Hun slog en stor skvalder op, og så fik jeg ellers lært, hvordan man bruger en opsprætter. Måske I nu kan gætte, hvilken stikpille jeg har udeladt i mit citat af Lailas sms…

Det blev fredag eftermiddag, og vi drog af sted i bus mod heden ved Blicher-stenen, hvor vi skulle være på rakkerlejr til om lørdagen. Forældre havde leveret bagage og telte, før vi ankom. Jeg kan ikke huske ret meget af det, vi lavede – udover at Jens Simonsen kom og dansede ”rakkerdans” med os. Vi sang med på njemar njemar njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar, sovljetski soldatski, njemar paparuska, njemar njemar njemar kokosar. Hvorfor tekst og melodi satte sig fast og sidder der endnu – det ved jeg faktisk ikke helt. Men jeg syntes, det var sjovt. Lærerne og pædagogerne lavede også underholdning. Jeg kan huske, at jeg den aften ikke savnede min mor så meget, som man kunne ha’ frygtet.

Morgenen var kølig, og corn flakes’ene smagte anderledes end derhjemme. Vi var stået farligt tidligt op – kl. fem skyder Wagn på. Nu skulle vi gå over heden mod den gamle kirkesti, som vores små børnefødder skulle (gen)indvie. Kirkestien var blevet reetableret og broen genopbygget, så man igen kunne gå fra Kragsnapvej til Ørre Kirke. Formanden for kulturudvalget havde en festtale klar, og der var dækket op i forsamlingshuset. En festdag ventede forenden af Kirkestien sammen med en bunke forventningsfulde forældre og mange andre med tilknytning til området.

Hvepseredens børn blev kørt til Kirkestiens start ved Kragsnapvej, men skolebørnene gik i mindre grupper over heden – de korteste ben først. Det betød, at vi var det første hold til at krydse heden sammen med børnehaveklassen, deres Birte og vores Wagn. Jeg kan huske, at det var stemningsfyldt. Og at jeg glædede mig, fordi jeg vidste, at min mor og far stod for enden af Kirkestien sammen med alle de andre forældre. Men jeg tror godt, jeg allerede dengang kunne fornemme, at der særligt for de voksne var tale om en af de der oplevelser, der ville printe sig umanerligt godt og grundigt fast på nethinden som enestående og uforglemmelig. Solen stod op, som vi krydsede den smukke hede. Lyngen var hvid af edderkoppespind, som var fyldt med dug. Det var magi og nostalgi. Det var en enestående oplevelse af natur og fællesskab. Jeg tror, det var et af de øjeblikke, hvor livet føles langt større, end et menneske nogen sinde vil kunne forstå. Og samtidigt uendeligt smukt og uendeligt ligetil…

I hvert fald var der noget enormt hjertegribende og livsbekræftende ved den gåtur over heden den tidlige sommermorgen i august 1989. Jeg tror først, jeg helt har forstået, hvor enestående en oplevelse det var, efterhånden som jeg er blevet ældre. Bodil får den dag i dag tårer i øjnene, når hun taler om det, ligesom mange andre må lægge øjenkroge til lignende tårer eller arme til gåsehud. Det er om muligt smukkere end selve den morgen – måden, den lever videre på, fordi den lever i og mellem os…





tirsdag den 4. december 2012

"Foreningen" FNIS

Af Malene Holm Søgaard

Os "FNIS" er en gruppe på 6 piger, der har en lille "forening" hvor vi mødes ca en gang i kvartalet og får en lille drinks, og det var under en af de her møder, vi fik ideen til den første Tema fest, som var en 80'er fest, som blev holdt den 1 okt 2011.... 


Her er holdet bag denne fest:
80'er festen blev et hit, alt udsolgt, super stemning, mange udklædte, helt igennem en super fest. Derfor blev vi hurtigt enig om, at der skulle laves en ny tema fest og denne gang blev det til en "Morten Korch" fest. 

Her holdet bag denne fest :
Billetsalget havde lidt sværere ved at komme igang denne gang, men pludselig kom der gang i det og vi nåede op på knap 100 personer, så det var bare super.

Og endnu engang blev det en succes, de fleste kom udklædt og alle kom med deres gode humør og en fantastisk stemning spredte sig hurtig og blev der hele aften/natten.

Lene og Mikkel var de to der løb med titlen for bedst udklædte, selvom det nærmest var umuligt at vælge nogle ud. De blev sat til at dyste om DEN RØDE KO og den løb Mikkel med.

På et tidspunkt dukkede Dorrit Lohdal op forklædt som sangskjuler (det var ikke noget vi viste noget om) og havde lavet den fantastiske sang om Sinding.....


Er du dus med Sindings fugle, kommuneskovens træer,
og ser du alle hjerter, der banker her og der. 
Kan du vinke til en nabo og smile til enhver, 
så har du fundet ind til det, der gør Sinding allermest værd.


En landsby - en skole - en hvepserede by


en lærer - og Huset - en pige, der bly.

Er du dus med Sindings fugle.....

En tipvogn - en gravko - en traktor, der er grøn,
en cykel - plastic' and - og Store Å med strøm.

Er du dus med Sindings fugle.....

En grusvej - en skovsti - en næsten motorvej,
Hen over - de bjerge - i Sinding er der vej.

Er du dus med Sindings fugle.....

Spilopper - og Zumba - en mountainbike på tur.
Og kunst, der bevæges i Sindings fri natur.

Er du dus med Sindings fugle, kommuneskovens træer,
og ser du alle hjerter, der banker her og der. 
Kan du vinke til en nabo og smile til enhver, 
så har du fundet ind til det, der gør Sinding allermest værd.


Vi havde prøvet at pynte så meget op som muligt, så det kunne ligne en høstfest tilbage i de gode gamle dage, og stor tak til alle de folk, der har lånt os alle de fantastiske ting, der bare gjorde det helt rigtig.....

Maden havde vi også prøvet og bringe lidt tilbage, så det blev serveret, tarteletter, flæskesteg, med hvad der ellers høre til og karamelrand, hvor der blev serveret en lille kirsebærvin til. 
Til natmad var der mulighed for at købe en gang klar suppe. 
I baren var der øl, vin, snaps og drinks, så som øjesten, Poul Richard og jordbærgrød.

Alt hjælp i køkken og bar var nogle af Sinding's dejlige unge mennesker, som altid er gode til at give en hånd med lidt frivillig hjælp, Stor tak til dem.

Vi har samarbejde med forsamlingshuset så alt overskud går til dem, 
og igen i år har vi kunne aflevere en lille pose penge til dem, så det er bare super....
og mon ikke de så måske var med på en ny omgang næste år, måske den 5 okt 2013.....



Og så lige to herlige bonderøve.....

søndag den 25. november 2012

"En jawn mand fra Sinding"



Hvis du skulle få lyst til synge med på omkvædet:

"A er glå ve a er en jawn mand fra Sinding,
det er her, hvo originaler de har fred.
Her står æ tempo et så hyw i tænding
et hywer end, de flest kan være med."


"Hedens Sønner"
Benny Jeppesen, Kurt Nielsen og Carl Evald Jensen 
Sinding Forsamlingshus 2002

På to hjul i Kommuneskoven...

T

Tag med på en tur gennem Kommuneskoven, på Sindings nye mountainbikebane.
Film af Jacob Pilgård.

fredag den 23. november 2012

Mountainbikebane i Sinding


Allerede klokken 8 lørdag morgen, var der aktivitet i skoven i Sinding.
Gennem snart et år har der været planer om en mountainbike bane i Sinding, og efter de sidste tilladelser var på plads var initiativtagerne ikke sene til at komme i gang. Herning kommune har gennem længere tid været på udkig efter omgivelser der kunne rumme en mountainbike bane. Og da lokale kræfter sendte ansøgning af sted om muligheden for at lave den i Sinding blev projektet taget godt imod.
Invitationen til at hjælpe var sendt vidt omkring, og der var mange der troppede op for at støtte projektet. Hele formiddagen blev der arbejdet med skovle og river, motorsave og buskryddere. Hjælpende hænder sørgede for servering af kaffe og friskbagte boller, suppe og senere på dagen kage og kaffe igen. Dagen blev afsluttet med en fyraftens øl sponsoreret af Per P cykler i Snejbjerg.
Der er blevet lavet en fantastisk rute på omkring 4 kilometer. Vi har gjort os umage for at lægge ruten så den ikke kommer til at genere skovens øvrige brugere. Ruten er således, stort set, lagt på andre steder end de gængse stier og veje. Turen er teknisk temmelig vanskelig, men enormt sjov med stejle bakker, skarpe sving og andre vanskelige udfordringer som får pulsen helt i top. Skovbundens mos gør, at den lige nu er meget blød og krævende at køre på, men så meget desto sjovere.
Og der er ingen tvivl om at banen vil blive brugt. Allerede klokken 10 søndag morgen var der mountainbikere både fra Aulum, Vildbjerg og Sinding på banen. Så til alle jer med lyst til udfordringer og hang til ”lavt dæktryk”: Op af sofaen og ud på cyklen, den her bane er værd at køre efter. Alle er velkomne til at komme og prøve kræfter med den nye bane, som tilmed ligger i uventet smukke omgivelser. Kig også efter en annonce senere på Året. Vi håber på at kunne holde indvielse af banen i december eller januar.
Og til alle skovens øvrige brugere. Tag endelig et kig på banen, måske kunne I få lyst til at prøve kræfter med cykel og natur.
En stor tak til alle jer der hjalp med til at få  banen realiseret. Flot at I kom fra både Aulum og Vildbjerg. Det er dejligt at vi kan stå sammen om sådanne projekter.
Tak til Herning kommune for at have blik for, at dette sted var det perfekte til at lave en bane, og dermed tilgodese tilbuddene i yderområderne.

Skrevet af Jane Boelskifte

onsdag den 21. november 2012

Et liv med købmandsvarer


Interview fra Posten april 1996.

I 31 år har Tage og Sonja Lauritsens tilværelse været tæt forbundet med at forsyne Sinding og omegns indbyggere med dagligvarer. Det har været et frugtbart liv, men også en hård tørn. Borgerforeningens udsendte medarbejder har talt med dem om, hvordan det er at være købmand i et lille samfund; på godt og ondt.

Dronningen og Tage har fødselsdag på samme dag; men det er Tage, der kom først! Og han gør gerne opmærksom på  alle de hejste flag, fortæller han, da vi kommer ind på den forestående 60 års dag. Vi taler naturligvis også om, hvad der i øvrigt er sket i hans liv, og her kommer vi ikke udenom Sonja. De to mødtes til et bryllup i Fårbæk ved Karup, hvor deres mission egentlig var at sørge for bryllupsgæsterne; men samtidig klarede de også  at få melet deres egen kage, for det endte med giftermål, og det er blevet til et handlekraftigt ægteskab i bogstaveligste forstand.

De startede i Gimsing ved Struer, hvor Tage var brugskommis; men så fandt de på at bestyre en butik i Kolding i en periode. Tilbage i det midtjyske begyndte Tage at køre med is, og efter lidt flytten rundt fik de ved et tilfælde øje på fodermesterboligen til Sindinggård, som Kongens Foged netop havde tømt for beboere. Dette var i juli 1964, og da de et års tid senere atter fik trang til at flytte på sig, var det blot et par hundrede meter hen ad vejen til deres nuværende bolig. Først boede de til leje; men efter 2 års uenighed med ejeren om prisen, gav han sig, og Tage og Sonja blev husejere i 1967 for 60.000 kr. Tage smiler tilfreds ved tanken, og man behøver ikke at være den store menneskekender for at kunne forstå, at stædighed og en vis påholdenhed har været vigtige ingredienser for at klare sig som selvstændig.

Et brødudsalg på 15 m2 lyder ikke af meget; men til gengæld var der åbent dagligt og det ofte til sent ud på  aftenen, hvor Sonja langede brødvarer over disken, efterhånden med hjælp fra børnene. Men det må åbenbart også have skortet på pladsen, for i 69 blev der udvidet og butiksarealet næsten fordoblet. Samtidig blev sortimentet udvidet, der blev anskaffet en fryser, og da mejeriet lukkede, begyndte de at sælge mælk.

Nok var Tage i disse år travlt beskæftiget med at sælge kager en gros, og nok var det både børn og brødudsalg på  hjemmefronten; men der har åbenbart alligevel været overskud til at holde øje med nabogrunden på hjørnet, hvor kommunens fattighus/kommunekontor lå. På det tidspunkt kom Sinding kommune under Herning, Sparekassen SDS ville hellere end gerne afhænde deres filial, og der var nu kun en beboer tilbage. Da slog Tage og Sonja til trods adskillige advarsler. for der var flere købmænd i byen allerede, både købmand Hansen i Købmandsgården ved siden af mejeriet og Buch Larsen overfor.

De købte deres nuværende butik i 1975, Gamle Søren blev genhuset i en god kommunal lejlighed, og så kunne ombygningen påbegyndes. Et lille års tid senere flyttede de ind ved siden af i den nye købmandsbutik, og tillod sig endda den luksus fremover at holde fri om søndagen.

Ferie og fritid er i denne forbindelse et kapitel for sig selv, men ikke noget langt kapitel. Det kan bedst beskrives med Sonjas ord: ”Vi plejer at tage af sted med campingvognen i Pinsen, for der har vi 2 sammenhængende fridage.” Jeg må lige spørge en ekstra gang for at få bekræftet, at sommerhalvårets længste ferie for de to faktisk har været begrænset til pinsehelligdagene.

Nej, der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes hårdt for at få det til at hænge sammen, og parret er nu nået dertil, hvor de har sat hus og forretning til salg for at kunne nyde deres otium, mens de endnu har kræfter til det. Sonja glæder sig til at hellige sig porcelænsmalingen, og Tage skal i gang med fiskeriet og ålerusen, og hvem ved om han ikke kan lokkes til at genoptage hvervet som bankoopråber i ny og næ. Her ser jeg en chance og forsøger at hyre Sonja som bankomedhjælper for Borgerforeningen, men det kan jeg nu godt spare mig. De skal jo også nå at se alt det af Danmark, som de hidtil har forsømt, så der bliver ikke for megen tid.

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om en ny ejer også kan tjene til en families udkomme. ”Det kan godt lade sig gøre,” siger Tage, ”især hvis ægtefællen har lidt indtægt ved siden af i starten.” Der bliver ikke sat beløb på; og heller ikke på salgsprisen. Tage fortæller, at fremfor en høj pris, er det vigtigere at få solgt huset og forretningen til én, der har interesse og forudsætninger for at drive den videre. Lejes ud skal det imidlertid ikke, så vil de hellere blive boende og evt. bruge forretningen som domicil for en ældre Volvo 544.
Det vil være passende at afslutte samtalen med at få ”Den gamle Sinding-Købmands” bud på butikkens fremtid; men den slags er Tage ikke så meget for at blande sig i. Han mener dog alligevel, at det er vigtigt at gå forsigtigt frem. Nok skal man følge med; men efterfølgeren skal passe på ikke at brække halsen på for store investeringer. Forholdet til forsamlingshuset er vigtigt, mens fleksibilitet er afgørende. ”Og hvad med os borgere,” spørger jeg lidt naivt, ”hvad skal vi gøre for at beholde købmanden?” Købmandsparret understreger nødvendigheden af, at det omliggende samfund bakker op og ikke blot køber den liter mælk, de har glemt i BILKA.

Jeg vidste det jo udmærket godt i forvejen, og vi ved det alle sammen. At vi er nødt til at handle hos vores købmand for at beholde ham, og at det for de allerfleste af os vil være et stort tab at skulle miste byens sidste butik. Sammenhængen er logisk, og vi kan selv vælge!

Lisbeth Jacobsen

Tiden efter købmandslivet

Tage og hans hustru, Sonja stoppede med købmandsforretningen i Sinding i august 1996 efter 31 år.
Deres hensigt var nu, at de ville ud at rejse og se sig omkring. I tiden med købmandsforretningen plejede de at være af sted med campingvognen i pinsedagene, hvor der var to sammenhængende fridage.
Først i april 1997 tog de en ferietur til Holland, hvor de blandt andet oplevede de farvestrålende tulipan-marker og meget mere.
Sonja havde det rimeligt godt på denne ferie, men de var dog begge klar over, at der var ét eller andet galt.
Efter hjemkomsten blev Sonja mere og mere træt, og kort tid efter ferien i Holland, blev Sonja indlagt på sygehuset, hvor hun sov ind efter en uges svær sygdomsproces.
Turen til Holland blev den ferierejse, de nåede sammen, men det har for Tage været et godt og dejligt minde sammen med Sonja som noget af det sidste inden, hun døde.
Den svære tid efter
Tage fortæller, at det kom til at gå ud over huset, da han skulle have noget at rive i efter Sonjas død.
Tage fortæller, at han blandt andet afsyrede alle de indvendige døre i huset og et langbord og bænke blev afsyret. Bordet og bænkene er i dag en del af inventaret i ”Kroket-Huset”.
Med Tages opfindsomhed og iderigdom blev brønden tømt for gamle murbrokker og gravet dybere, så der igen var mulighed for at pumpe vand op. Der blev plantet blomster i krukker, så det blev til en lille oase i haven.
Flytning til ét af ”Mejeri-husene”
Der var påbegyndt opførelse af 8 andelsboliger på den gamle mejerigrund i Sinding. Tage gik hver dag om og kiggede på, hvordan byggeriet skred frem.
Efterhånden som byggeriet tog mere og mere form, tænkte Tage, at det da godt kunne være en af de boliger, han skulle flytte i.
Byggeriet var handicapvenligt udformet, og Tage syntes, det tegnede godt, uden trapper, dørtrin og lignende - det kunne da blive alle tiders.
Der blev indkaldt til møde om andelsboligerne på mejerigrunden, og Tage og tre mere viste interesse for at købe én af boligerne.
Bygherren spurgte Tage, hvor han så skulle bo. Tage svarede: ”Ah-ja tag det nu roligt, men hvis jeg skal herom, ”høj a nær så”, så skal jeg have den nederste af de fem, med udsigt over engen og det hele”.
Jo længere byggeriet skred frem, blev Tage mere og mere forlibt i at flytte derom, og da han skulle
sige til eller fra, tog han chancen, selv om han ikke havde fået solgt huset og forretningen.

Tage fik flyttet de ting, som han kunne og ville have med i den nye bolig, og da Tage skiftede
ejendomsmægler, blev huset og forretningen også solgt.
Det er nu 5 år siden, Tage flyttede ind i ét af ”Mejeri-husene”, og han har gennem alle årene været
vicevært. Tage klarer græsslåning, snerydning, renholdelse af flisearealer på fællesarealerne.

Han har ligeledes opgraderet og forskønnet arealet omkring det gamle mejeri med blomsterbed,
hvor der er forskellige blomster i løbet af foråret, sommeren og sensommeren.


Tage fik den nederste af de fem andelsboliger, og hver dag nyder han udsigten og det hele!

Fritiden

Tage begyndte at spille bob vinteren efter, han stoppede med købmandsforretningen.  ”Det er en
sport, hvor vi har det hyggeligt med hinanden”.
Der har gennem tiden været deltagere fra 14 til 90 år. Denne sæson er der 23 makkerpar samt
et par stykker, der udelukkende spiller singel-kampe. Det er en turnering gennem vinteren på over
2000 kampe.

Tage fortæller, at det var helt fantastisk, at bobspillet rykkede i den lille del af hallen for 2 år siden i
stedet for, som tidligere i et par klasseværelser og gangen i skolen. ”Det er meget nemmere
opstillings- og oprydningsmæssigt, ikke mindst, da Bengt, ”alt muligmanden”, fremstillede vogne,
hvor alle bob-borde, stativer med videre kan være på”.

Tage har også spillet kroket gennem mange år, hvilket der er gået en masse tid med. Tage fortæller:
”Vi spiller i turnering, og vi er til stævner, ”høj a nær så”, og det der egentlig er sjovest, det er, når
vi er på Rømø Strand. At spille nede på stranden, det er meget specielt. Kuglerne render jo som om,
det var på en asfaltvej ”ka´en sej”.

Tage har en del pokaler og andre fine præmier stående fremme, og han fortæller, at der i 2010 var to
hold, der blev landsmestre, og i år er der to hold, der med alle 10 kampe vundet, blev landsmestre.

”Det er flot af så lille en klub at få flere landsmestre”, tilkendegiver Tage. Kroketspillerne har
bygget et nyt hus, som blev indviet den 8. maj 2012. Tage har sammen med en stor del af de andre
kroketfolk brugt mange timer på opførelsen af ”Kroket Huset”. Som vartegn på taget af ”Kroket-
Huset” er opstillet en kroket-vogn, som Tage for mange år siden byggede op på en cykeltrailer.

Ferier, campingliv og Dagny
Tage er i korte bukser og kortærmet skjorte den dag, jeg besøger ham.  Han fortæller, at han plejer
at skulle i det, så snart solen begynder at skinne om foråret. I år var det dog først sidst i april eller
måske nærmere først i maj måned inden, det var vejr til sommertøjet.

Tage er ude det meste af tiden, når det er godt vejr, så kan han ikke sidde inde i en stol, og som
Tage siger, bliver man solbrændt, når bare man er ude.

Den første sommer alene, tog Tage på ferie med et busselskab til Bornholm, og den efterfølgende
sommer tog han på en bustur til Schweiz.

Her mødte Tage Dagny, og som Tage siger: ”Det er mange gange sådan, at par søger sammen, og
singler søger sammen, så  der kom jeg til at kende Dagny.”

Dagny og Tage blev enige om, at de kunne kontakte hinanden en gang imellem, når de var her
hjemme, og de har nu været sammen mere eller mindre siden den gang. Tage og Dagny tog igen en
ferietur til Schweiz det kommende år.

Dernæst blev det Norge, der var deres ferieland. De kørte op langs kysten, og de overnattede på
vandrehjem og i hytter. Tage fortæller om det at køre i Norge: ”Det var op og ned ud og ind. Der
kunne man ikke køre som, man ville”. ”Men efter den første dag kørte vi ind på en større vej, så fik
bilen lige luft lidt. Så  stod der 70 km/t, så 60 km/t, og så lod jeg bilen løbe farten af – det var ned ad
en bakke og rundt i et sving til højre. Der var fire biler foran, og så da vi kom rundt der, så stod der
3-4 politibetjente og vinkede os ind alle sammen. Det sjove var, at det var fire forskellige nationer,
der holdt der”.

Politibetjenten bad Tage vise pas, hvilket Tage tænkte, var noget mærkeligt, men han fandt passet
frem og gav det til politibetjenten. Betjenten rystede på hovedet og sagde, at det var ”køre-passet”,
han skulle se. At vise ham kørekortet, var der i sagens natur også mere logik i. Politibetjenten
udskrev en bøde, som han gav til Tage med ordene: ”Ja jeg ved godt, vi er dyre med bøder
heroppe”. Bøden lød på 1600 eller 1800 norske kroner. Dagny forevigede oplevelsen ved at tage et
billede af Tage og betjenten, og Tage fortæller, at Dagny og han faktisk havde det sjovt med det.

Dagen før Dagny og Tage skulle hjem, talte de, hvor mange norske penge, de havde, og der var nok
til at betale bøden inden hjemturen fra Norge. Så var den sag ude af verden.



Ja, det er dyrt at køre for hurtigt i Norge!
Sidste år var Dagny og Tage på bustur til Nordkap for at se Midnatssolen. På turen op gennem
Norge var den eneste ulempe, at det kun var to gange, de overnattede på samme hotel, men det gik
fint alligevel, tilkendegiver Tage.

Da de nåede i nærheden af bestemmelsesstedet, hvor de skulle se midnatssolen, var det ikke så klart
vejr. Guiden og chaufføren vidste, at der var en mulighed for at køre et stykke længere op, hvor det
også var muligt at se midnatssolen. Tage fortæller: ”Så kom vi derud ved midnatstid, og det var alle
tiders. ”Solen, den stod lige så fint. Vi gik nede på stranden og nød det. Ja, mellem midnat og
klokken et om natten. Der var en golfbane i nærheden, og de gik jo og spillede golf – det bliver jo
aldrig mørkt deroppe, så  der gik de. Jamen det var en oplevelse!”

”Derefter kørtes videre mod Nordkap, men det forlød, at det regnede og skyerne hang langt nede.
Turen fortsatte, da der også var nogle andre ting at opleve på ”toppen” så som et museum. Der var
nok 16 – 18 kilometers kørsel, og det var efterhånden så tåget, at det var svært at se at køre. Men 5
minutter før toppen var nået, så blev det fint solskin”. Det betød, at Dagny og Tage oplevede
midnatssolen to gange, både fra stranden og ovenover skyerne og tågen. Efter nogle
timer gik turen tilbage mod hotellet, men oplevelserne var ikke forbi endnu, da der pludselig var 6-7
rener i siden af vejen.

Der blev et stop i en lille landsby, hvor der kom en ren gående ind i byen. En mand gik over til den
med en spand vand, som renen drak af, hvorefter den gik lidt rundt. Tage og nogle stykker mere
ville se, hvor tæt de kunne komme til renen, og de var så tæt på, at de kunne røre ved den, så tam
var den blevet.

Nu var ferien i Norge ved at lakke mod enden. Flyet, som skulle bringe feriegæsterne tilbage til
Danmark, var forsinket. Guiden og chaufføren besluttede, at de kunne køre en lille tur ind i
Finland, hvor der ud over køreturen også ”faldt noget mad af”. En meget spændende og
oplevelsesrig ferietur var det.

I år har Dagny og Tage ikke været i udlandet på ferie. Derimod har de været af sted 4-5 gange med
campingvognen. Den længste tur gik til Fyn videre til Lolland-Falster og Sjælland.

Sidst i august måned var de i Torsminde, og da var det rigtig godt vejr. De købte friske
rødspætter og skrubber, og som Tage sagde: ”Skrubber det er dem, de fanger inde i fjorden, men
rødspætterne er ude fra havet – det er fisk, der smager”.

Børn og børnebørn
Inga bor her i Sinding og er dagplejer. Hun og hendes mand, Johannes har tre børn, hvoraf Ulrik er
Den yngste på 15 år. Den ældste Diana læser i Århus, og Anita, den mellemste går i 2. klasse på
gymnasiet. Jan bor i Tjørring og er flymekaniker i Karup, hvor han passer helikoptere. Han er gift
med Ann-Iren. Hendes datter bor og læser i Århus.

Kim bor i Haderup og har arbejdet ved en entreprenør en del år. Han har ligeledes kørt bus og
lastbil. Han er gift med Charlotte. De har to piger Josefine på 8 år og Caroline på 3 år.

På mit spørgsmål om, hvad Tage tænker fremad, svarer han: ” Jeg ved ikke ” høj a nær så”.  Jeg
tager én dag af gangen, og jeg håber, at jeg stadig kan blive ved at passe området her. Man er jo
ikke 25 år længere”.

Interviewer Bodil Jensen